Tag Archives: udstillinger

Riverbed – naturen på museum

Riverbed-edit2

Jeg har kørt tværs igennem den islandske stenørken i en bus i tolv timer. Det var i sommerferien mellem 8. og 9. klasse, og jeg hørte Take That på min walkman. Jeg husker det som en lidt lang dag, men ikke ligegyldig eller kedelig. Ørkenen og dens endeløshed var fascinerende.

I dag var jeg på Louisiana sammen med familien, dvs. svigerforældre, min mand og vores datter på 3 år. Og vi så naturligvis Olafur Eliassons Riverbed. Jeg blev faktisk skuffet fra starten, fordi jeg ved ordet Riverbed havde forstået noget frodigt. Jeg opfatter en flodseng, som en slags oase, men her var intet grønt overhovedet. Det var netop en sort stenørken, gennemstrømmet af et lille vandløb. Sådan husker jeg ikke den islandske stenørken. Jeg huskede på, at der ofte var sten dækket af mos, men hvem siger også at Riverbed skulle mime den islandske natur så realistisk som muligt? Måske svigter min hukommelse mig også, det er trods alt mange år siden, jeg nød Take That og aldrig havde hørt om Olafur Eliason.

Da jeg var kommet mig over den første skuffelse var det da en anderledes udstilling. Det var en totalinstallation og en hel radikal en af slagsen. Man må sige at Kunsten (med stort K) her igen definerer sig på radikal vis, når dens modsætning, Naturen udstilles i de hvide rum. For snart hundrede år siden (1917) udstillede Marcel Duchamp sin Fontæne, (en fabriksfremstillet pissekumme) i Kunstens rum og kaldte den således kunst. På samme måde udstiller Olafur Eliasson ”ikke-kunst-genstande”, og giver sin flodseng prædikatet kunst. Riverbed er i mine øjne lige så lidt kunst som pissekummen, men måske netop derfor anser jeg det alligevel for et kunstværk. Måske netop på grund af referencen til Duchamp, kan jeg se Riverbed som en fontæne anno 2014.
Jeg har for længst accepteret, at alt kan være kunst, og når Eliasson har lavet det og når det er på Louisiana af alle museer i Danmark, så er det naturligvis kunst.

Faktisk finder jeg diskussionen om hvorvidt noget er kunst eller ej temmelig uinteressant (efter Duchamp). Det interesante spørgsmål er om det er vellykket kunst.

Jeg tog en del billeder af min familie i Riverbed. Især min datter, der legede begejstret med stenene, men også nogle, hvor man kunne se, hvordan museets hvide vægge skar ind i det sorte stenlandskab. Jeg følte de hvide vægge som en begrænsning. Ørkenen manglede en horisont. Her var hverken ørkenens ørkesløshed eller flodsengens frodighed. Der var noget absurd over disse rum, hvor det bedre borgerskab travede igennem iført deres Lousiana uniform. Jeg begyndte at føle mig holdt for nar og kom til at tænke på Keiserens Nye Klæder. Det var Louisiana, der var Kejseren, der havde givet ordre til Eliasson om at lave en særlig udstilling netop til Louisiana.

Eliasson genskaber museets rum i naturen. Uden kunstværker er der intet liv i museet. Uden vand er der heller ikke meget liv i en ørken, men der var vand og så kom der mennesker. Hvor lang tid mon der går før der begynder at gro små planter frem langs vandløbet – eller er det klorvand? For mig forbliver kunstværket koldt som konceptkunst og minimalisme.

Jeg synes ikke udstillingen var fascinerende, sådan som Eliassons sol på Tate Modern må have været. Jeg tror ikke jeg var blevet særligt længe i udstillingen, hvis ikke netop fordi min datter på tre havde moret sig så godt. Men nu har jeg skrevet over en halv A4 side om udstillingen, så noget må den have betydet for mig kan man hævde. Ja, netop det, at vi borgere fra København og Nordsjælland må tage valget: Har vi oplevet en af Eliassons helt store værker, eller en af hans mindre gode? Har kejseren fint tøj på eller kun undertøj? Jeg kunne personligt bedre lide de mange modeller og videoværkerne, men når jeg antager den holdning er det med angsten for at mangle den evne til at nyde kunst, som ægte dannede mennesker har. Det er med angsten for at melde mig ud af det gode selskab af dem, der kan se magien.

Mange mennesker hyggede sig dog i udstillingen, med at bygge varder og dæmninger, som Louisianas personale så måtte komme og fjerne. Det var en udstilling af den slags, der gav mulighed for at være sammen på cirka samme måde, som man kan være det på Louisianas udendørs arealer. (Dog uden udsigt til horisont og masser af frisk havluft.) Det var naturligvis en sanseudstilling, hvor man kunne løfte en sten osv, men hvorfor så ikke hellere tage en tur i Dyrehaven?

Indfør en udstillingsbøsse

Hvorfor var det lige jeg valgte at blive kandidat i Moderne Kultur og Kulturformidling? -spurgte jeg mig selv i dag. Jeg er nemlig ”klar til at stå på kaffebar”, som det næsten hedder i Shu-bi-duas den røde tråd, efter forgæves at have søgt lønnede job inden for mit fag uden held.

Som en verden uden børn
Hvorfor jeg valgte et fag, der handler om formidling af noget, der ikke er penge i, vil jeg gerne selv svare på, med et nyt spørgsmål: Hvad var verden uden kunsterne? Uden musikken, uden billeder, uden teater, uden dem, der viser os hvordan verden kunne se ud eller kommer til at se ud, dem der overrasker os, provokerer os, dem der ser verden på ny for os, for blot at nævne nogle få eksempler. Jeg håber læseren ikke har tabt mig. Jeg tror det ville være som en verden uden børn. Som den verden Jens Lien viser os med den norske film Den Brysomme Mannen:

En mand kommer i en himmel eller et helvede, som er et samfund, hvor han arbejder som regnskabsmedarbejder, hvor gaderne er rene og hvor man taler om boligindretning i pauserne, men hvor man ikke rigtig kan føle noget. Øllerne bliver man ikke fuld af, maden smager ikke af noget og sex er en mærkelig form for parvis gymnastik. Eller forestil dig at leve i Saudi Arabien, hvor det er forbudt at se film!

Indfør udstillingsbøssen
Jeg har uddannet mig til formidler, fordi jeg er vild med kunst og kultur. Men det har til alle tider været dumt at tro man blev rig af at beskæftige sig med kunst. Kulturbranchen er ligesom filmbranchen en masse ildsjæle om meget få penge og nogle enkle stjerner, der tjener noget. De fleste arbejder for at være med, for CV’et og i håbet om at blive dygtig nok eller blive opdaget – men først og fremmest, fordi de er vilde med det. Billedkunstnerne er åbenbart de mest håbefulde af os alle. Her kommer derfor et konkret forslag til dem. Gå sammen og indfør en ”kirkebøsse” på udstillingerne til drikkepenge. Man kunne eventuelt ved siden af denne opslå kunstnerens budget, så man kan se om kunstneren har et stort underskud eller overskud. Eller man kunne skrive, hvor stor en procentdel af entreen, der går til kunstneren – som oftest 0%. På denne måde kan man gøre de besøgene opmærksomme på problemet og hjælpe til at udrydde myten om, at kunstenere tjener kassen.

Udenfor eksperimenter – udenfor Den Frie – ude i det fri

Den Frie Udstilling har nået til nogle erkendelser og vil nu gå nye veje, som fører ud af udstillingen og henter besøgende ind. Det fortjener en kommentar. De inviterede tilmed til seminar om bestræbelserne d. 17. juni i år og således fandt jeg ud af, hvad det handlede om. 30.000 mennesker går dagligt forbi Den Frie ved Østerport station, men færre end 30.000 går ind i museet årligt! Det må man gøre noget ved, hvis man mener, at hvad der findes inde i udstillingen har flere menneskers interesse – eller bør have det.

Til seminaret havde man inviteret forskellige/ulika kunstnere og arkitekter fra hhv. Norge, Sverige og Danmark, som forskellig vis arbejdede med ved hjælp af arkitektur og kunst at revitalisere områder, som havde mistet liv, nærdemokrati eller historie, kunne man sige, hvis man skal forsøge at fylde alle i en hat. Alle disse tiltag blev under dagens overskrift kald udendørs eksperimenter, men jeg synes ikke at mange af de ellers inspirerende oplæg gav svaret på, hvordan man får travle byboere til at gå på kunstudstilling. Jeg var nok også naiv, hvis jeg havde forventet dette. Selv mener jeg at vejen frem må være samarbejde, samarbejde og samarbejde med lokale institutioner og virksomheder, hvis man som institution vil være en integreret del af sit nærområde.

Lad folk komme ind. I al den tid Designskolen lå ved Nordhavn havde et samarbejde med disse været oplagt, men der ligger sikkert stadig et væld af andre skoler i området, som man kunne samarbejde med. På Fotomuseet i Haag så jeg f.eks. i efteråret udstillingen Document Nederland af fotografen Ad van Denderen, som har fulgt de hollandske tropper på vej til og under krigen i Afganistan og en særlig interessant del dedikeret til billeder af de pårørende i et TV-studie der her får optaget videoer som sendes ned til deres mand, kvinde, bror eller søster i krigen. Jeg skal ikke fortabe mig i beskrivelsen nu, men en som supplement til denne udstilling var en Document Nederland Jr., hvor elever fra hollandske elevers ældste klasser havde taget deres overraskende billeder af den hollandske hær. Document Nederland

Den Fries vej kender jeg ikke helt. De afslørede at de ville gå ikke mindre end otte veje, da de har opdaget at være i centrum for en række forskelligartede miljøer, sådan som jeg forstod det. Jeg er spændt på, hvad det bliver til. De synlige udendørs eksperimenter er lige nu ganske enkelt kunst uden på og foran udstillingsbygningen. I første omgang af Hans E. Madsen med hans lysinstallationer, som du sikkert har set på Roskilde Festival og til klimatopmødet. (Jeg var i Holland, da det skulle opleves og vil derfor ikke kaste mig ud i hverken beskrivelse eller vurdering).

I morgen fredag d. 2. juli kommer turen til en kunstnerduo, der hedder noget så miljøvenligt som Ultra Grøn. De har fået den geniale ide at hænge iglotelte op som lamper. En “klase” skal hænge på Østerport station, og således vil vildfarne turister tro at herfra kører toget til Roskildefestivalen, hvis de tager en Københavnertur. Jeg tror i hvert fald at manges associationer vil gå i den retning.  Kunstnerduoen vil dog forsøge at sende tankerne i retning af Den Frie Udstillingsbygning ved også at hænge en klase iglolamper op foran bygningen. Hvordan? – Det er jeg spændt på at se i morgen til ferniseringen. Om der bliver Roskildestemning i den frie er jeg også spændt på.

Dagens Wulf-Morgentaler bag på Politiken handler også om Roskilde Festivalen. Her kan man se to telte hvor der hores med numsen ud af teltet og 2 fyre hælde øl i halsen på en tredje med en såkaldt ølbon. En mand med langt hår i heavy T-shirt og lædervest udtaler: “I år har vi valgt slet ikke at spille musik, indtil videre har ingen opdaget noget”. Jeg vil ikke hermed sige at Den Fri, skal være fri på samme måde som festivalen, men, når folk vil være campere i fire dage før musikken starter handler det til dels om kunsten at bygge den fedeste lejr og at lave performances i form af at spille guitar og synge om alle dem der går forbi og des lige. Folk vil være medskabere idag og måske er der flere end de etablerede kunstnere, der i samarbejde med disse kunne skabe noget som trak folket ind i Den Fri.