Tag Archives: strandssælgere

Løsning på krise garanteret inden 7 dage!

‘Mange har det værre, men de tager det lettere’. Sådan stod der på en reklame-lighter fra den café jeg arbejdede på i Schweiz for ca. 11 år siden. Sådan kan vi danskere sige til os selv, når vi taler om krise.

De lande vi normalt sammenligner os med
Selvfølgelig ved vi alle, at det står langt værre til i Somalia, Burma og andre u-lande, men det er jo ikke disse steder vi normalt sammenligner os med.

Nu befinder jeg mig ca. over Schweiz i flyet fra Barcelona – og Spanien er vel et land vi normalt sammenligner os med? Arbejdsløsheden her er større end hjemme, og det mærker man. Desuden er den mere raceopdelt.

På lur bag klapvognen
På stranden i Barcelona er man vant til uautoriserede sælgere af cola, øl og vand. De går frem og tilbage med deres plasticposer med is og drikkevarer. Jeg havde ikke tænkt på, at det var ulovligt før jeg vågnede fra en lur ved at nogen sad meget tæt på os. Jeg kiggede os på en indisk udseende fyr som sad med sin pose ved vores klapvogn. Jeg mumlede et ‘qué haces?’/Hvad laver du? Fyren sagde ‘las latas’  ‘la policía’. Dåserne, politiet! Jeg kiggede op mod vejen og så en politibil køre langsomt forbi. Den pakistanske delegation af drinkssælgere brugte vores børnefamilieudstyrsbunke til at gemme sig bag.

Massaaaage!
Lige da vi ankom til stranden blev vi mødt af en kinesisk kvinde, der ville sælge massage. Måske virkede jeg et øjeblik som om jeg overvejede, for jeg havde faktisk lidt ondt i ryggen, og hun ville næsten ikke gå igen selvom vi sagde nej tak.

Senere, længere henne af stranden accepterede jeg så tilbuddet fra en anden kineserkvinde, men straks var den første på pletten og gav sig til at skændes med den heldige på kinesisk. Jeg tror, hun mente, at hun havde førsteret, fordi hun havde set os først, men jeg foretrak den anden, fordi hun virkede mindre aggressiv. Massagen for 5 euro var kortvarig.

Bestyrerne af parasol- og liggestolsudlejningen var afrikanere eller af afrikansk oprindelse og var nok strandens eneste lovlige sælgere.

Der er selvfølgelig også alle musikanterne på gader, i metroen og på pladser, hvor man forsøger at nyde sin mad eller øl. Kvaliteten var ofte så lav at jeg spekulerede på om de spillede for min fornøjelse eller deres simple forretnings skyld. I kender også de evige rose-sælgere og legetøjssælgere, som står midt i byen og demonstrerer den nyeste dille, som ens børn straks falder for. Luna på 5 måneder var gammel nok til at fascineres af en selvlysende dims der blev skudt op i luften, men den købte jeg altså heller ikke.

En kamp om peanuts
Fælles for disse sælgere er at de sælger en vare for småpenge, som turrister velvilligt betaler, hvis de da ellers ønsker varen – bare en lille smule, som nu mig med massagen. Jeg tror til gengæld, at mange betaler musikanterne af ren medlidenhed.

En der virkelig kan noget
Men hjælpen er på vej til spanierne, det opdagede jeg, da jeg ledte efter et buskort i min taske og fandt den seddel som en fyr stak mig i hånden på gaden en uge tidligere. Se billedet ovenfor. Han påstår at kunne løse alle tænkelige problemer uanset, hvor vanskelige de er og forholder sig meget frit til tegnsætning. Således tilbyder han at kurere seksuel impotens og arbejdsløshed i samme sætning. Her hele teksten:

Mesterseer (måske spåmand) LCOMANE

Løser problemer uanset hvor vanskelige de måtte være.

Specialist i kærlighed.

Øjebliklig tilbagevenden til parforhold. Tiltrækning af kunder, handel, fjernelse af øjensmerter, seksuel impotens at kunne finde arbejde, eksamener, held i spil, sport, beskyttelse, helbred, retfærdighed, fjender, alkohol, familiere problemer, vent ikke længere ring til mig med et hvert problem.

Arbejdet udføres hjemmefra, forskydning mulig ((bidrag gerne med en bedre oversættelse!))
Hurtige resultater og garanteret inden for 7 dage. Arbejdet først og derefter betale.

Telefon: 672 774 368.

Hvorfor har jeg mon ikke ringet til ham endnu?