Tag Archives: kunstnere

Er EU bygget på rådne græske oliven?

Jeg formår ikke at beskrive den totaloplevelse jeg har deltaget i nu til aften – fyldestgørende. Det ville svare til at forklare sammenhængen mellem EU og de græske guder. Titlen var “Eating and Reading: Yourgos Sapountzis” og var en en kunstevent på  Overgaden Institut for Samtidskunst.

Kunstner og græker – kan man så komme mere på røven? – Var jeg  tilbøjelig til at tænke! I sin udstilling Deus Ex Machina havde kunstneren da også valgt at bruge syltetøjsglas med rådne oliven, rødebeder og andet fordærvet halvkonserves,  som støtte eller fundament til et net af forbundne teltstænger. han havde dog været så publikumsvenlig at støbe låg af gips ovenpå, så vi blev sparet for lugten og kunne nøjes med at nyde synet af fordærv.

Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå? Køkkenmødding som billede på nuet set fra en fremtidig akæolog?

Rå De Stijl
Udstillingen var i bedste de Stijl- stil præget af farvestrålende lærredsklæder i lækre klare farver og skulpturene/instalationerne var Mondrian værdige. De konstruktioner, der  bar dem var i midlertid noget, der mindede om teltstænger, sat sammen med gaffatape . Jeg kom lidt i Roskilde-stemning. Måske også fordi udtrykket var så råt. I installationen tættest på kanalen var farvestrålende lærreder hæftet på blik (?) med hæfteklammer, men hvor man normalt ville folde stoffet ind under sig selv, havde Yorgos valgt at udstille sømrummet. En del af stofstykkerne var sat sammen til noget, der lignede noget man kunne lægge over en død person – eller måske et døende land, når f.eks. farverne var røde og gule, som det spanske flag?

Guddommelig middag
Ingen olie på lærred.Til gengæld masser af lærred på blik, som havde fået slag og billedskønne buler. Men hvor kommer “Deus Ex Machina”, den guddommelige indgriben ind i “billedet”? Måske netop der, hvor den græske kunstner inviterer offentligheden (et heldigt udvalg på 50 pax) til at spise en lækker treretters middag med vand og vin, ny kompositionsmusik af Øyvind Torvund  og oplæsning ved skuespilleren Peter Oliver Hansen – GRATIS.

Det var IKKE en middag i folkekøkkenet! Det var kastanjesuppe, noget kød, som jeg ikke fik præsentationen af, men jeg gætter på oksekød, serveret med græskar og tørrede bær i et mix der fik tænderne til at løbe i vand og maven til at blive fyldt. Inden vi får serveret og under middagen spiller 5 strygere, stående i en kreds med ryggen til publikum – og kun én har noder! De andre stirrer stift på kapelmesteren og spiller det bedste de har lært efter gehør!

Det lyder som vold mod en klassisk musiker både i abstrakt og bogstavelig forstand! Det er det modsatte af klassisk og det modsatte af at stryge, næsten, for det lød alligevel interessant og ikke uudholdeligt.

Under middagen startede så oplæsningen, og her var vi tilbage hos de græske guder, deres myter og deres behandling af menneskene. En barbarisk fortælling, som da også fik flere til at holde op med at tygge midt i hovedretten, da man fik historien om da en gud serverede sit barn for de andre guder (jeg må her beklage mine skræntende oldtidskundskaber). Til desserten var det historien om menneskets evige skyldfølelse, som forbindes med myten om oksen, der spiser en kage, der skulle være ofret til guderne. Yogurt panacotta med mynte, grøn te, honning og valnød, hvem kunne modstå fristelsen? Ikke jeg.

Guderne konverterer
Peter Oliver Hansen konverterede hele festmåltidet til en nadver, ved som en præst efter gudstjenesten, at gå rundt og give hånd og sige tak for i aften til hele selskabet.

Måske er titlen på udstillingen ment som et håb, eller råb til guderne om hjælp til Grækenland. I det moderne gudsforhold er guderne ligegyldige for menneskene, blev vi indledende belært. I min tolkning er  Gud erstattet af sådan nogen som Angela Merkel og de andre EU-bestyrere, der står med grækernes skæbne i deres hænder.

Det er jo tankevækkende, at et land, hvis historie er hele den vestlige verdens histories fundament, er endt i sølet. Hvordan kunne det gå så galt? Det er vist det jeg ikke kan forklare. Men tak for en fantastisk aften.

Advertisements

Indfør en udstillingsbøsse

Hvorfor var det lige jeg valgte at blive kandidat i Moderne Kultur og Kulturformidling? -spurgte jeg mig selv i dag. Jeg er nemlig ”klar til at stå på kaffebar”, som det næsten hedder i Shu-bi-duas den røde tråd, efter forgæves at have søgt lønnede job inden for mit fag uden held.

Som en verden uden børn
Hvorfor jeg valgte et fag, der handler om formidling af noget, der ikke er penge i, vil jeg gerne selv svare på, med et nyt spørgsmål: Hvad var verden uden kunsterne? Uden musikken, uden billeder, uden teater, uden dem, der viser os hvordan verden kunne se ud eller kommer til at se ud, dem der overrasker os, provokerer os, dem der ser verden på ny for os, for blot at nævne nogle få eksempler. Jeg håber læseren ikke har tabt mig. Jeg tror det ville være som en verden uden børn. Som den verden Jens Lien viser os med den norske film Den Brysomme Mannen:

En mand kommer i en himmel eller et helvede, som er et samfund, hvor han arbejder som regnskabsmedarbejder, hvor gaderne er rene og hvor man taler om boligindretning i pauserne, men hvor man ikke rigtig kan føle noget. Øllerne bliver man ikke fuld af, maden smager ikke af noget og sex er en mærkelig form for parvis gymnastik. Eller forestil dig at leve i Saudi Arabien, hvor det er forbudt at se film!

Indfør udstillingsbøssen
Jeg har uddannet mig til formidler, fordi jeg er vild med kunst og kultur. Men det har til alle tider været dumt at tro man blev rig af at beskæftige sig med kunst. Kulturbranchen er ligesom filmbranchen en masse ildsjæle om meget få penge og nogle enkle stjerner, der tjener noget. De fleste arbejder for at være med, for CV’et og i håbet om at blive dygtig nok eller blive opdaget – men først og fremmest, fordi de er vilde med det. Billedkunstnerne er åbenbart de mest håbefulde af os alle. Her kommer derfor et konkret forslag til dem. Gå sammen og indfør en ”kirkebøsse” på udstillingerne til drikkepenge. Man kunne eventuelt ved siden af denne opslå kunstnerens budget, så man kan se om kunstneren har et stort underskud eller overskud. Eller man kunne skrive, hvor stor en procentdel af entreen, der går til kunstneren – som oftest 0%. På denne måde kan man gøre de besøgene opmærksomme på problemet og hjælpe til at udrydde myten om, at kunstenere tjener kassen.