Tag Archives: dadaisme

Avantgarden og mig

Filmstill

Hvad var det nu for en? Jeg har været fascineret af avantgarden siden hmmm…. måske siden jeg stod på Lousiana som barn oplevede udstillingen På Kanten af Kaos. Jeg ved ikke hvor gammel jeg var, men der var et værk, med billede af en skaldet mand, der drejede rundt og rundt, mens han råbte ”love me, leave me, feed me, eat me” Eller noget i den retning. Jeg var chorkeret. Det var uhyggeligt, mærkeligt og dog var der ingen fare på færde… Måske vil en eller anden kunstperson, som ikke er mig, sige at værket er lavet af ditten og datten og at det ikke er særligt avantgardistisk, men jeg er ligeglad.

Avantgarde er nemlig sådan en betegnelse, der minder om termen kunst. Når læfolk diskuterer om noget er kunst eller ej, smiler kunstfolk overbærende, for de vil hellere tale om, hvad der er avantgarde.

Fart og fremskridt
Avantgarde er (naturligvis) fransk og betyder fortrop, (Det er her kunstkenderen begynder at gabe), men sjovt nok siger man ofte at den første avantgardebevægelse var futurismen, som startede i Italien. Det var en fyr ved (efter)navn Marinetti, der skrev det Futuristiske manifest, hvor han hylder fremskridtet, farten, maskinen og krigen, som han kalder historiens eneste hygiejne. Han ønsker at brænde biblioteker og museer og alt hvad der er gammelt støvet og svagt, inklusiv kvinder. Han er en (u)hyggelig fætter, men værd at kende. Den futuristiske kunst kan lidt nedladende beskrives som et forsøg på at male billeder taget med lang lukketid. Bevægelsen ses altså i billedet. Mange af futuristerne blev fascister under Mussolini og døde i første verdenskrig, ja lidt hygiejne er der vel over krig?

Antiklassik
Men de gik altså foran i en kulturel revolution af en krig, der bekæmpede det paradigme som vi kan kalde klassikken, og det var naturligt, at det netop var i Italien -klasikkens sidste højborg, at nogen fik nok af at beundre fortiden, som først kunstnerne i Renæsancen, der tilbad den græske klassik og siden nyklassikken (sådan noget med hvide statuer f.eks. vores egen Thorvaldsen), som gentog øvelsen i en ny fortolkning af klassikken. Nok, nok, nok. Nu vil vi have noget nyt, Marinetti exploderede i et raseri mod traditionernes bånd og kulturens forelskelse i fortiden.

Det nye var på vej kunne han se. Biler og flyvemaskiner og fotografiet, der ligegyldiggjorde maleriets forsøg på nøjagtig gengivelse af perspektivet, som havde været et bærende ideal for maleriet siden man i renæsancen fik styr på gengivelsen af rum.

De skæve og kantede
De derpå følgende fortropper, var ikke i samme grad militante og blev ikke kanonføde. Dadaisterne, kubisterne og surrealisterne regnes sammen med futuristerne med til det vi kalder ”den historiske avantgarde”. Picasso hører til kubisterne (og lidt til surrealisterne) og døde f.eks. først i 1973. I 1907 færdiggjorde han et, for datiden, højst mærkværdigt maleri, som han kaldte ”Kvinderne fra Avignon”. Man kunne have forestillet sig et klassisk nøgenstudie, og et nøgenstudie var det, men kvindernes kroppe og ikke mindst ansigter var forvrængede og Avignon skulle vist hentyde til en gade, hvor bordellet, hvor kvinderne befandt sig, lå. Picasso har nægtet at han skulle være blevet inspireret til kvindernes ansigter af at have set afrikanske masker på en verdensudstilling i Grand Palais, men mener nu nok, at han senere lod sig inspirere.

Det havde tidligere været en stor kunst at male silkens glans og hudens blødhed, så det må have været et chok for kunstnerne at se den afrikanske ”kunst” som i langt højere grad fremhævede kontrast og kanter og på ingen måde forsøgte at ligne mennesker. Der var tale om  masker, der blev brugt i rituelle danse, hvor de der bar dem skulle repræsentere en frygtindgydende ånd. Lige som Marinetti ønskede kubisterne at løsrive sig fra traditionen og de idealer de kendte.

Volapyk oprør
Dadaisterne var også afrikansk ispireret, og lige så gode som kubisterne til at misforstå afrikansk kunst. I Zürich stod Hugo Ball og råbte volapyk digte, og forestillede sig måske, at han talte et ursprog som var almenmenneskeligt og mere ægte end den fordærvede kultur han var en del af, og som nu bekrigede hinanden i Første Verdenskrig. Det var et oprør, der med en form for babysprog ”dada” forsøgte at få sin omverden til at indse krigens vanvid. Det var ofte nogle afskyelige spetakler de opførte i Cabaret Voltaire, hvor publikum blev så provokerede, at de smed ting efter kunstnerne, der performede på scenen, eller simplethen gik fra forestillingen.

Mange af dadaisterne tilsluttede sig senere surrealisterne, som vel egentlig er dadaistenes bagtrop i en krig eller revolution, der handlede om det samme. Måske kan man tale om en modning. Babyerne blev oprørske teenagere. Surrealisme betyder overrealisme (ja, på fransk, vi er igen i Paris, nu mellemkrigstid). Ligesom dadaisterne ønskede surrealisterne en bevidstgørelse, men denne gang af en mere psykologisk karaktér. Jeg ér og bliver stor tilhænger af surrealismen, det vil jeg ikke lægge skjul på, og jeg mener vi har brug for mere surrealisme, men det kan vi vende tilbage til en anden gang.

Surrealisterne var i stort tal inspirerede af Sigmund Freud og ikke mindst tanken om det ubevidste eller underbevistheden eller drømmene. Jeg er ikke freudianer, vil jeg gerne skyde mig at sige, øh, skynde mig at sige, men surrealisterne mente, at drømmene hørte med til virkeligheden, og de hyldede fantasien og ønskede for alt i verden at forstyrre det konforme og borgerlige. Jeg har selv en plakat hængende med Salvador Dalís hummertelefon. En gammeldags sort telefon, hvor røret er erstattet af en hummer. Den er smuk i sig selv, men forestil dig en finansmand i jakkesæt i 1937 tage telefonen og forhandle en vigtig ordre. Forestil dig så, at røret er en levende hummer! Han ville nok tabe røret med det samme, men hvis han holdt stand og fortsatte samtalen, ville scenariet være urkomisk.

Dalí levede til 1980 og nåede at blive fascist og religøs og en masse ting som de andre surrealister korsede sig over – eller afviste på det kraftigste, men Dalí var både gak gak og genial. Sådan var det bare med ham.

Filmens forførende kraft
Surrealisterne hyldede også filmen. De kunne lide filmmediets forførende kraft og halvmørket, som de opfattede som en meditativ tilstand, hvor beskuerens ubevidste kunne påvirkes. Måske vi skal tage en smuttur til Rusland, helt en passant eller en medias res (det er noget med, at det er midt i det hele –på fransk). Russerne har også en avantgarde, betalt af staten. De hyldede, som futuristerne, fremskridtet og de så filmens potentiale tidligt og lavede propagandistiske film, hvis formål var at påvirke masserne til en bestemt holdning. (Propaganda laver de stadig, om det Putins heltescener kan kaldes avantgarde er tvivlsomt.)

En anden stor men mindre kendt surrealist er en anden spanier, der tog til Paris, nemlig Luís Buñuel. Han er mest kendt for stumfilmen, Den andalusiske hund, som er det mest originale eksempel på aggression mod beskueren. Hov, hvad er det for noget snak? Surrealistene ville ikke lulle folk i søvn eller behage dem. De ville have folk til at opnå nye erkendelse og ikke bare acceptere den virkelighed, de blev bildt ind var den rigtige. Agressionen består i en scene, hvor der krydsklippes mellem en bagetteformet sky der passerer månen, en mand der sliber en barberkniv og så en kvindes ansigt. Manden tager fat om kvindens øje, der stirrer ud på dig. Øjet åbnes helt og kniven skæres igennem øjeæblet. Jeg har set filmen fem gange og det er lige ulideligt hver gang.

Jeg vil lade andre om at beskrive den anden avantgarde. Det er der masser af andre, der har gjort, men der var tale om en ny tid i fra omkring 1960’erne, hvor ungdomsoprør og kvindefrigørelse bl.a. førte til fluxus og popkunst.

På min kandidatuddannelse i Moderne Kultur og Kulturformidling skrev jeg speciale om den amerikanske filminstruktør David Lynch og hans mystiske monsterfilmværk INLAND EMPIRE, som de færreste har set. Da jeg netop var gået i gang, mødte jeg en underviser jeg havde haft i kurset ”Kunst og Performativitet”. Hun sagde, at hun godt kunne se sammenhængen fra min eksamen hos hende om kunstneren Colonel og dadaismen i Zürich. Her må man forstå, at selv om det hele handler om kunst, vil insidere have svært ved at se sammenhængen, derfor påpegede hun netop, at hun så den røde tråd, hvilket gjorde mig glad.

Nanoteknologiindustrien
Men ville hun kunne sammenhængen nu, hvis hun så mig lave film for nanoteknologiindustrien? Jeg har lavet 10 såkaldte software tutorials, der forklarer folk med en bagrund i nanoteknologi eller fysik, hvordan man regner på elektroners bevægelse igennem nanotransistorer og lignende. Men i den ottende film sendte jeg dog en hilsen til Viking Eggling og hans animationsfilmværk ”Symphonie Diagonale” fra 1924. (“Commensurate Rotation Symphony” hedder min film.)

Nørderne på arbejsdspladsen kaldte den psykedelisk. De synes farverne var for vilde og musikken et dårligt valg. Ny dada, i min fortolkning, ”så lad dog barnet” hørte jeg dem sige mellem linierne. Der var dog ingen tomater i luften og ingen, der gik i vrede.

Men hvem er avantgarden i dag? Det går man rundt og forsker i på universiteter, og skal der være oprør, og skal oprøret være vendt mod kunsten eller samfundet, forbrugerismen, neoliberalismen eller hvad? Eller skal den gøre brug af nye medier og Internettet. Kunsten skal så meget for at være avantgarde, og hvorfor er det så fint at være avantgarde? Det er det fordi vi lever i den tid vi kalder Moderne tid. Her er det vigtigt at være forest, med i fortroppen, men også hele tiden at gøre op med det bestående og med fortiden, det forstokkede, dogmerne og de strukturer, der kvæler sandt liv, det virkelige…

Alle disse kunstneres reaktioner har dog været båret af eller inspireret af teknologiske fremskridt, krige eller nye opfattelser af verden, så som Freuds teorier.

I dag har mobilt Internet revolutioneret adgang til information og dermed også til fortiden, og google viser os den verden, de mener, der interesserer os! Det firma jeg arbejder for udvikler et værktøj, der bruges af de virksomheder, som gør fremtidens teknologier mulige, fordi vi så at sige formidler nanoskalaens fysik. Vi gør det muligt at lave fysikforsøg i atomar skala –rent virtuelt.

Mens kunstfolket diskuterer videre om hvad avantgarden er i dag, har jeg altså fundet plads i mellem en flok nørder, der sidder med nøglen til fremtiden.

Efterkommentar
Jeg besøgte i sommer en veninde, som lige var blevet mor, moderen altså dansk og faderen fra Sydafrika. Det var sommer og smukt varmt vejr og babykiggeriet foregik med venner og familie i en idyllisk have med æbletræer og urtehave. Jeg havde min egen datter (på halvandet) med og nåede derfor ikke langt ind i dybe samtaler, da hun skulle holdes øje med. Alligevel nåede jeg en snak med min venindes far, der kom ned og satte sig hos Luna og jeg. En ingeniør, som sagde noget, jeg husker, måske fordi han udtrykte noget, som jeg selv ikke havde formuleret, men mente indholdt en sandhed. ”Jeg tror det vigtigste i dag er at kunne formidle”- sagde han. Jeg husker ikke sætningen før eller efter, men det handlede om, at verden i dag er fuld af information og en del af den er utilgængelig for de mange. Folk har mulighed for at tale med hinanden på tværs af lande og faggrupper og vidensniveauer, men de forstår ikke hinanden. Teknologien er et godt eksempel, tag bare det at forklare, hvad de laver på min arbejdsplads. Atomar skala simulation? Hvad er det?

Jeg tror han har ret. En populær forklaring på avantgardens projekt er også at man ønskede at forene kunst og liv. Kunsten skulle være en del af livet og ikke adskildt fra den. Jeg tror dette er et moderne projekt, der kan fortolkes igen og måske er formidling en kunst, der forbinder verdener, men om den er et projekt, som tilmed kan lykkes er svært at sige.

Tak for din sparsomme tid!