Category Archives: Uncategorized

Riverbed – naturen på museum

Riverbed-edit2

Jeg har kørt tværs igennem den islandske stenørken i en bus i tolv timer. Det var i sommerferien mellem 8. og 9. klasse, og jeg hørte Take That på min walkman. Jeg husker det som en lidt lang dag, men ikke ligegyldig eller kedelig. Ørkenen og dens endeløshed var fascinerende.

I dag var jeg på Louisiana sammen med familien, dvs. svigerforældre, min mand og vores datter på 3 år. Og vi så naturligvis Olafur Eliassons Riverbed. Jeg blev faktisk skuffet fra starten, fordi jeg ved ordet Riverbed havde forstået noget frodigt. Jeg opfatter en flodseng, som en slags oase, men her var intet grønt overhovedet. Det var netop en sort stenørken, gennemstrømmet af et lille vandløb. Sådan husker jeg ikke den islandske stenørken. Jeg huskede på, at der ofte var sten dækket af mos, men hvem siger også at Riverbed skulle mime den islandske natur så realistisk som muligt? Måske svigter min hukommelse mig også, det er trods alt mange år siden, jeg nød Take That og aldrig havde hørt om Olafur Eliason.

Da jeg var kommet mig over den første skuffelse var det da en anderledes udstilling. Det var en totalinstallation og en hel radikal en af slagsen. Man må sige at Kunsten (med stort K) her igen definerer sig på radikal vis, når dens modsætning, Naturen udstilles i de hvide rum. For snart hundrede år siden (1917) udstillede Marcel Duchamp sin Fontæne, (en fabriksfremstillet pissekumme) i Kunstens rum og kaldte den således kunst. På samme måde udstiller Olafur Eliasson ”ikke-kunst-genstande”, og giver sin flodseng prædikatet kunst. Riverbed er i mine øjne lige så lidt kunst som pissekummen, men måske netop derfor anser jeg det alligevel for et kunstværk. Måske netop på grund af referencen til Duchamp, kan jeg se Riverbed som en fontæne anno 2014.
Jeg har for længst accepteret, at alt kan være kunst, og når Eliasson har lavet det og når det er på Louisiana af alle museer i Danmark, så er det naturligvis kunst.

Faktisk finder jeg diskussionen om hvorvidt noget er kunst eller ej temmelig uinteressant (efter Duchamp). Det interesante spørgsmål er om det er vellykket kunst.

Jeg tog en del billeder af min familie i Riverbed. Især min datter, der legede begejstret med stenene, men også nogle, hvor man kunne se, hvordan museets hvide vægge skar ind i det sorte stenlandskab. Jeg følte de hvide vægge som en begrænsning. Ørkenen manglede en horisont. Her var hverken ørkenens ørkesløshed eller flodsengens frodighed. Der var noget absurd over disse rum, hvor det bedre borgerskab travede igennem iført deres Lousiana uniform. Jeg begyndte at føle mig holdt for nar og kom til at tænke på Keiserens Nye Klæder. Det var Louisiana, der var Kejseren, der havde givet ordre til Eliasson om at lave en særlig udstilling netop til Louisiana.

Eliasson genskaber museets rum i naturen. Uden kunstværker er der intet liv i museet. Uden vand er der heller ikke meget liv i en ørken, men der var vand og så kom der mennesker. Hvor lang tid mon der går før der begynder at gro små planter frem langs vandløbet – eller er det klorvand? For mig forbliver kunstværket koldt som konceptkunst og minimalisme.

Jeg synes ikke udstillingen var fascinerende, sådan som Eliassons sol på Tate Modern må have været. Jeg tror ikke jeg var blevet særligt længe i udstillingen, hvis ikke netop fordi min datter på tre havde moret sig så godt. Men nu har jeg skrevet over en halv A4 side om udstillingen, så noget må den have betydet for mig kan man hævde. Ja, netop det, at vi borgere fra København og Nordsjælland må tage valget: Har vi oplevet en af Eliassons helt store værker, eller en af hans mindre gode? Har kejseren fint tøj på eller kun undertøj? Jeg kunne personligt bedre lide de mange modeller og videoværkerne, men når jeg antager den holdning er det med angsten for at mangle den evne til at nyde kunst, som ægte dannede mennesker har. Det er med angsten for at melde mig ud af det gode selskab af dem, der kan se magien.

Mange mennesker hyggede sig dog i udstillingen, med at bygge varder og dæmninger, som Louisianas personale så måtte komme og fjerne. Det var en udstilling af den slags, der gav mulighed for at være sammen på cirka samme måde, som man kan være det på Louisianas udendørs arealer. (Dog uden udsigt til horisont og masser af frisk havluft.) Det var naturligvis en sanseudstilling, hvor man kunne løfte en sten osv, men hvorfor så ikke hellere tage en tur i Dyrehaven?

Til alle kaffeelskere

– Ja, så er man sikker på at ramme en bred målgruppe. Et kig i mit personlige arkiv af tekster fra før jeg blev blogskriver afslørede denne tekst, som afspejler den tilstand det medførte at flytte fra det solrige Valencia og udvekslingsopholdets drømmetid tilbage til fremtiden i det kolde Nord. Vi er helt tilbage i år 2005/6.

En cortado, tak!

Man kan bestille en cortado i Espressobaren i Det Kongelige Bibliotek i København. Det første sted jeg overhovedet har set, at man kan få cortado. (Jeg kommer for lidt på byens tapas-barer, indrømmet.) Den koster 28kr. Jeg har savnet cortado’en, og det var skønt at smage den igen, fordi den smager af min spanske version af ”Jeg holder af hverdagen.” Cortado = me gusta los días laborales. Cortado’en er koncentratet af at holde pause i Spanien. Her koster den max en euro. Den er hverdagens benzin. Morgenens sjus. Eftermiddagens opstrammer. Desserten i middagstimens sidste kvarter. Grunden til lige at tage en pause og en sludder. Den har kun lige den tilpasse mængde mælk, er let, men mavevenlig. Ikke morgenmadsagtig som cafe con leche, ikke aggressiv som en solo. Den er helt igennem spansk, uden et strejf af turisme, torros, gult og rødt, flamencoflæser, kastanjetter og andre feriefordomme. Den smager af travlhed, menneskemængder, bilos, cigaretrøg, hårdt arbejdende tjenere. Den giver ingen mening i København! Det undrer mig, at de har den, for den ejer ikke cappuccino’ens femininitet, au-lait’ens elegance. Den er nok nærmere en espressoens ukendte spanske fætter, hvis kvaliteter nok skal blive opdaget og komme på mode. Den svarer egentlig til den danske kop kaffe, i sin hverdagsagtighed, men den hører til i en anden, fjenrtliggende hverdagsrytme, en højere puls som espressoen deler. I København fryser den, er den ensom, har pladsangst og angst for stilhed, og desuden bliver den ikke en del af min hverdag så længe den koster 28kr, men måske et hemmeligt narkotikum for mig, der for en stund tager mig tilbage i mi vida diaria valenciana (min valencianske hverdag).

Tak for kaffe!

Fakta om cortado

En cortado (en klippet) er lavet på en sólo, den spanske udgave af espresso (læs om forskellen nedenfor) og med en del mælk uden skum, men ikke i nærheden af en café con leche.

Sólo vs. espresso

I Spanien laver man kaffe på espressomaskiner ligesom i Italien, men her hører lighederne også op. Den spanske version af espressoen hedder en café sólo (en ren kaffe eller “kun kaffe”) og den er ikke nær så stærk som den italienske. Jeg ved det med sikkerhed, fordi jeg ofte drak kaffe sammen med italienere i Spanien. De klagede sig over den “tynde” solo og sågar bad tjeneren tage koppen væk før det sidste vand, så den sidste kaffetår med den lidt lavere kaffekoncentration ikke kom med. Det lykkedes aldrig.

Om den københavnske espresso er espresso eller sólo må spaniere og italienere vurdere, hvis de har råd til at tage til København og drikke kaffe …

… men man kan ikke lave espresso om til sólo ved at hælde en ekstra espresso i, som jeg har været udsat for på visse caféer i København. Jeg stiller mig tilfreds med en cortado som er lavet på copenspresso med ikke for meget varm mælk (det skal siges at cortado med kold mælk også findes i Spanien) og uden skum. Men stop det der med en dobbelt espresso, forklædt som sólo – det holder mig vågen hele natten.

Løsning på krise garanteret inden 7 dage!

‘Mange har det værre, men de tager det lettere’. Sådan stod der på en reklame-lighter fra den café jeg arbejdede på i Schweiz for ca. 11 år siden. Sådan kan vi danskere sige til os selv, når vi taler om krise.

De lande vi normalt sammenligner os med
Selvfølgelig ved vi alle, at det står langt værre til i Somalia, Burma og andre u-lande, men det er jo ikke disse steder vi normalt sammenligner os med.

Nu befinder jeg mig ca. over Schweiz i flyet fra Barcelona – og Spanien er vel et land vi normalt sammenligner os med? Arbejdsløsheden her er større end hjemme, og det mærker man. Desuden er den mere raceopdelt.

På lur bag klapvognen
På stranden i Barcelona er man vant til uautoriserede sælgere af cola, øl og vand. De går frem og tilbage med deres plasticposer med is og drikkevarer. Jeg havde ikke tænkt på, at det var ulovligt før jeg vågnede fra en lur ved at nogen sad meget tæt på os. Jeg kiggede os på en indisk udseende fyr som sad med sin pose ved vores klapvogn. Jeg mumlede et ‘qué haces?’/Hvad laver du? Fyren sagde ‘las latas’  ‘la policía’. Dåserne, politiet! Jeg kiggede op mod vejen og så en politibil køre langsomt forbi. Den pakistanske delegation af drinkssælgere brugte vores børnefamilieudstyrsbunke til at gemme sig bag.

Massaaaage!
Lige da vi ankom til stranden blev vi mødt af en kinesisk kvinde, der ville sælge massage. Måske virkede jeg et øjeblik som om jeg overvejede, for jeg havde faktisk lidt ondt i ryggen, og hun ville næsten ikke gå igen selvom vi sagde nej tak.

Senere, længere henne af stranden accepterede jeg så tilbuddet fra en anden kineserkvinde, men straks var den første på pletten og gav sig til at skændes med den heldige på kinesisk. Jeg tror, hun mente, at hun havde førsteret, fordi hun havde set os først, men jeg foretrak den anden, fordi hun virkede mindre aggressiv. Massagen for 5 euro var kortvarig.

Bestyrerne af parasol- og liggestolsudlejningen var afrikanere eller af afrikansk oprindelse og var nok strandens eneste lovlige sælgere.

Der er selvfølgelig også alle musikanterne på gader, i metroen og på pladser, hvor man forsøger at nyde sin mad eller øl. Kvaliteten var ofte så lav at jeg spekulerede på om de spillede for min fornøjelse eller deres simple forretnings skyld. I kender også de evige rose-sælgere og legetøjssælgere, som står midt i byen og demonstrerer den nyeste dille, som ens børn straks falder for. Luna på 5 måneder var gammel nok til at fascineres af en selvlysende dims der blev skudt op i luften, men den købte jeg altså heller ikke.

En kamp om peanuts
Fælles for disse sælgere er at de sælger en vare for småpenge, som turrister velvilligt betaler, hvis de da ellers ønsker varen – bare en lille smule, som nu mig med massagen. Jeg tror til gengæld, at mange betaler musikanterne af ren medlidenhed.

En der virkelig kan noget
Men hjælpen er på vej til spanierne, det opdagede jeg, da jeg ledte efter et buskort i min taske og fandt den seddel som en fyr stak mig i hånden på gaden en uge tidligere. Se billedet ovenfor. Han påstår at kunne løse alle tænkelige problemer uanset, hvor vanskelige de er og forholder sig meget frit til tegnsætning. Således tilbyder han at kurere seksuel impotens og arbejdsløshed i samme sætning. Her hele teksten:

Mesterseer (måske spåmand) LCOMANE

Løser problemer uanset hvor vanskelige de måtte være.

Specialist i kærlighed.

Øjebliklig tilbagevenden til parforhold. Tiltrækning af kunder, handel, fjernelse af øjensmerter, seksuel impotens at kunne finde arbejde, eksamener, held i spil, sport, beskyttelse, helbred, retfærdighed, fjender, alkohol, familiere problemer, vent ikke længere ring til mig med et hvert problem.

Arbejdet udføres hjemmefra, forskydning mulig ((bidrag gerne med en bedre oversættelse!))
Hurtige resultater og garanteret inden for 7 dage. Arbejdet først og derefter betale.

Telefon: 672 774 368.

Hvorfor har jeg mon ikke ringet til ham endnu?

Lunefulde Luna?

Luna cirka 2 uger gammel

Hvordan er det så at være forældre?

Tjo..Det er ganske vidunderligt! Luna er ganske fantastisk, men ellers er intet helt som der står i al den selvhjælpslitteratur man begraver sig i om emnet. Der er tale om mange halve sandheder, for den baby vender aldrig helt som man troede. Et knæ var nok en fod og et hoved var en røv, men hovedet var der heldigvis alligevel og det endte godt, men den historie skal i få en anden dag.

At være moder er ikke befordrende for blogskrivningen, for jeg gider ikke skrive blog fra min telefon ligesom det meste andet internet, men hvad vil i høre noget om kære læsere? Man hører, at spædbørn skriger og holder en vågen hele døgnet. Det passer ikke. Luna sover om natten og tager da også lure om dagen og bedst af alt så er jeg, MOR, mesteren af alle i at få hende til at holde op med at græde. Jeg skal for det meste bare holde hende i mine arme eller give hende lidt mad.

Hvad er det bedste ved at være forældre?

Det er at have Luna, at se hende være søvndrukken om morgenen og strække sig i sin natdragt (sådan en heldragt det er godt at give en baby på, så den ikke fryser, hvis den sparker dynen af om natten – også kaldet sparkedragt.:) Halvsovende laver hun sådan en sjov bred trutmund, så hendes mund ligner et andenæb.

Det er at få verdens dejligste frække smil med tungen lidt ude af munden og når hun spræller med hele kroppen af begejstring for at se mig. Det er at høre hende grine.

Det er når hun glad sutter på min næse, men knapt så meget når hun holder mig fast – i håret!

Det er at være mor.

Og det er at se min kæreste og mand være far.

Hvad er så det værste ved at være forældre?

Jeg tror det er, når man indser, at det bliver man ved at være dag og nat resten af livet. Det er vidunderligt, men man bliver bevidst om, hvor meget man har at miste! Om dagen kan jeg holde tvangstankerne på afstand, men om natten går de altså helt i selvsving:

Jeg drømmer om babyer i to dele, en baby uden hoved, der siger lyde – og så tænker jeg i drømmen ”Nå ja, lydene den siger kommer jo alligevel fra halsen”. Jeg drømmer om, at min datter er forsvundet på et skib og at folk laver hyggelige fjollerim for at hjælpe mig med efterlysningen, hvilket jeg i dette mareridt har svært ved at se det ”morsomme” i.

Jeg drømmer, at jeg spiller hovedrollen i en film, men ikke kender manus, men må gætte mig frem, så da et rumskib lander, gætter jeg, at jeg er på flugt og flygter ind i lokalet ved siden af, for hvis det er en film må dér være en flugtvej, og jeg finder en bagtrappe, men UFOen lander og har fået øje på mig. Jeg når også at få babyen med, som igen er i to dele, nu er den dog to glas, der minder om glødepærer med hver sin røde DNA-streng i (Inspirationen kunne være Aldous Huxleys Favre ny Verden, hvor børn laves på flasker og måske en scene med en glødepære fra Indland Empire (Lynchfilm af tre en halv times varighed, som jeg skrev speciale om)) og jeg når lige at få begge glas med, mens rumvæsnerne løber over græsplænen, for man når det altid lige på film. ”Alligevel meget fedt det med selv at spille hovedrollen i en film man ikke har set” overvejer jeg.

Næste nat har jeg pludselig to babyer og de slås om pladsen i en underlig klapudseng. De sover et sted, hvor der er babyrytmik eller tumlastik eller noget i den retning. (Inspireret af de liggehaller, som alle vuggestuer har.) Da jeg kommer efter dem vil de have jeg skal deltage i tumlastikken, men jeg har ikke tid og de bebrejder mig det og fortæller mig at det er vigtigt for mit barns udvikling og pludselig opdager jeg at den ene babys fod er savet af, men den bløder ikke, den er ligesom af træ og en eller anden indrømmer, at det vist var hende der kom til det, når hun tænker efter, og jeg tænker, at jeg er en mislykket ravnemor.

Jeg skriver, fordi jeg ikke kan sove. Jeg har drukket 3 kopper kaffe og det er for meget for mit system, selvom jeg ammede i nat.

Sådan er det at være mor, for mig og det er faktisk morsomt nok.

Godnat og sov godt.

Nu med et knæ i siden

”Du må vente med at føde til efter på tirsdag…” – Lød ordren fra Hr. Fock, den kommende fader ”…IBM har ikke godkendt min artikel” – og så var deadline blevet udsat en uge, og han kunne altså ikke overskue, at jeg fødte før den var sendt af sted.

Mentalt klar
Fair nok, jeg havde heller ikke tænkt mig at føde 3 uger før tid, selvom babyen er kørt i stilling, altså sidder fast med hovedet i mit underliv og allerede er fuldt udviklet til at møde virkeligheden. Heller ikke selvom jeg på daværende tidspunkt, for nu halvanden uge siden, allerede længe havde følt mig mentalt klar til fødslen.

Jeg har gået til gravidyoga og lært, hvordan jeg skal trække vejret i fødslens forskellige faser, og jeg har læst i ”Den store Fødebog”, som Jeppe kaldte den i går, selvom den hedder ”Politikens store Graviditetsbog”. Same Same. Ja jeg har også læst bestselleren “Hvor lagde jeg babyen” i toget Helsingør tur/retur.

Lidt praktiske gøremål mangler, men ikke af den vigtige slags. Vi har købt barnevogn, babydyne, syet snugliposen ind til størrelse nyfødt, samlet vuggen, lagt puslepuden frem og pakket tasken til hospitalet. Vi glæder os, og min mor har sendt en pakkekalender, som vi må pakke en pakke op af hver dag. Der var 12 pakker i og vi har åbnet for en del babytøj, chokolade til hospitalstasken og lignende. Det er lidt som at vente på juleaften, da man var barn.

Og så lige de sidste forberelser
Dog mangler vi at sætte en krog op til hængevuggen i stuen, og jeg manglede at blive helt af med min forkølelse efter en omgang influenza, og fordi jeg var syg var vi nødt til at melde afbud til fødselsforberedelsesmodulet om fødslen. Jeg synes det var vigtigst for Jeppe, fordi jeg ved det hele fra yogaen, og dog er det rart lige at høre det fra kilden selv: Riget. Med andre ord var der stadig lidt, der manglede, praktisk og mentalt, men jeg havde ikke tænkt over en sidste dimension i forberedelsen – den fysiske.

Kunsten at føde
Tirsdag denne uge hørte vi om smerte og smertelindring – i gruppe-jordmoder-info, og onsdag samlede vi op på det missede foredrag om fødslen. Ikke mærkeligt, at jeg sov uroligt onsdag til torsdag, vågnede mange gange og drømte et stort kaos af drømme om at være ved at falde ned fra høje brændestabler uden at gå i panik, at komme til at drikke alkohol trods maven, om store mængder efterladte tomater og habengut i en sportshal og meget andet.

Jeg fortalte Jeppe alt, hvad jeg kunne huske i sengen før vi stod op, og da jeg gik på toilettet måtte jeg konstatere en tegnblødning! Drømmene hang nok sammen med plukveer ud over selvfølgelig foredraget. Det vigtigste nyt jeg lærte her var, tror jeg, at kunsten at føde går ud på at slappe af til trods for smerterne. Til formålet har jeg lært vejrtrækninger, fødestillinger og bevægelser, der kan hjælpe barnet ud af bækkenet. Jeppe tror også, at jeg vil være god til at føde, så selvtilliden fejler ikke noget.

Fysiske forberdelser
Udover tegnblødningen vågnede jeg dog op med en ny gene. Det knæ (eller albue?) som længe ofte har været tydeligt at mærke nederst på min mave i højre side strittede nu så meget, at det faktisk gjorde ondt i maveskindet. Nå ja, man er vel ingen kylling og det var jo bare et lille bitte knæ, så det forhindrede mig ikke i at stå op og bage rugbrød og boller hele formiddagen, men da jeg nåede frokost var det ikke sjovt længere.

Jeg prøvede at finde noget om denne form for gene på nettet, men fandt intet, og når smerten bliver seriøs er det nemt at blive nervøs. Så jeg ringede lige til Riget, der dog bekræftede, at den slags gener findes og ikke mente, at det var fødselsveer. Det mente jeg heller ikke, men måske der kunne være andet i vejen. Hun spurgte til om, der var liv i babyen og det var og er der. Hun har det fint, men bare hun kunne flytte det knæ lidt! Hun gør det ind i mellem, men pladsen er ganske enkelt ved at være for trang derinde.

En lektion i smerte
En lang lur gjorde godt, men dagens eneste tur udendørs blev en udflugt ned i gården, hvor jeg bare sad og slikkede sol – jeg magtede ikke at cykle til yoga på Christianshavn. I nat har jeg sovet ganske elendigt og i morges var jeg helt til hundene. Kom til at tude lidt og forsvarede mig over for Jeppe med, at jeg jo ikke kan vide om det skulle gøre så ondt indtil fødslen, som jeg ikke ved, hvornår går i gang. Det er noget lillepigen bestemmer!

Jeppe rådede mig til at få mig rørt lidt og jeg var enig i, at en tur i svømmehallen var en god idé. Jeg startede dog med at sidde i sengen med en varmedunk på knæet i maveskindet, mens jeg ventede på virkningen af to panodiler.

At tage i svømmehallen virkede uoverskueligt, men heldigvis kunne jeg gøre alt i mit eget tempo. Jeg kunne ikke gå normalt, trække vejret helt i bund eller rette mig helt op. På vej ned af trappen ringer min søster og spørger, hvordan jeg har det. Jeg klager min nød og siger, at jeg ellers har det godt. Jeg siger, at jeg tager det som en øvelse i smertehåndtering forud for fødslen. Vi aftaler at snakke senere, men hun når at sige, at der er en mening med, at man skal være træt af at være gravid til sidst.

Er smerte angst?
Jeg cykler langsomt hen til svømmehallen, som ligger super tæt på, hvor vi bor og bevæger mig i anspændt smerte op og ned fra cyklen, når jeg er nødt til at stoppe i trafikken. Langsomt og med skærende ansigt får jeg tøj af og går ind under bruseren. Ah. Det varme vand er rart. Bassinet er koldt, men vægtløsheden er rar og jeg kan for første gang i dag bevæge mig forholdsvis ubesværet. Jeg svømmer 200 meter og bestemmer mig så for en tur i det varme.

Da jeg sidder der kommer en venlig livredderdame og spørger om hun skal tænde for boblerne. Jeg siger ja tak. Jeg sætter mig i udkanten af boblerne, som er tilpas bløde til at give mig en skånsom massage, som afspænder min krop. Ah! Da jeg går ud i baderummet kan jeg gå næsten normalt og trække vejret helt ned i maven og det går op for mig, at jeg har været utrolig anspændt, måske fordi jeg troede at smerten ved for eksempel at trække vejret helt ned eller at rette kroppen helt op betød at noget ville gå i stykker, hvis jeg gjorde det.

Jeg kommer i tanker om, at jeg spurgte jordmoderen i tirsdags om smerte er en form for angst, og det sagde hun mere eller mindre klart ja til. Hun gjorde et stort nummer ud af at fortælle, at smerten er en selvopfyldende profeti. Vi har lært, at det skal gøre ondt at føde lige siden Det Gamle Testamentes historie om uddrivelsen fra Paradiset, hvor kvinden bliver dømt til at føde sine børn i smerte.

Du er ved at nedkomme Fru Sørensen
Min mor ringer her midt i blogskrivningen. Hun skal lige høre, hvordan jeg har det og får historien om min dag, men hun ringer også for at fortælle, at hun altid allerede har været på hospitalet, når hun skulle nedkomme, som er det udtryk hun bruger. Jeg forstår ikke helt. Jo altså, forklarer hun, hun har været til jordmoderundersøgelse på hospitalet og ved undersøgelsen har de konstateret, at hun allerede var åbnet så meget, at de ville beholde hende på hospitalet, og så har min far lige kunnet nå at komme og være med! Den ene gang ville hun lige ned og flytte bilen, men det fik de folk til, hun skulle ingen steder!

Fødegener
Gener bestemmer meget om, hvor hurtigt man føder eller nedkommer, men også om man ligner sin mor af statur. Min søster og jeg er ikke nær så brede i det som min mor, men min søster har også født på en halv dag hver gang og min farmor cyklede op på hospitalet, når hun skulle føde, efter at have givet min farfar besked i butikken.

Tankeboble
(Min farmor og farfar boede i et byhus på Søndertorv i Åbenrå, hvor min farfars herreekviperingshandel lå i stuen og beboelsen var i to etager ovenpå.  Jeg kan se hende få veer under opvasken, tage forklædet roligt af, pakke en lille taske med stofbleer og babytøj, gå ned i butikken og meddele sit forehavende, når min farfar var færdig med at ekspedere en kunde. Hun var en jernkvinde og han en mild mand, så han har nok ønsket hende held og lykke, givet hende et kys og bedt hende ringe, når hun – eller de – skulle hentes.)

Min mor har altså aldrig forstået det der med veer før den aktive fødsel og min farmor gjorde heller ikke noget stort nummer ud af det. Gid jeg var lige så sej.

Jeg må lige høre min søster, om hvordan hendes fødsler er startet for lige at vide om jeg måske allerede er i aktiv fødsel uden at vide det – eller om det bare er et lille bitte knæ, der giver ondt i maveskindet…

Løb Liv!
Min søster Liv ringer til aften. Hun er 7 år ældre end jeg og allerede mor til 3. Jeg beder hende fortælle om, hvordan hun har født. Men det har været ret forskelligt, mener hun selv. Så fortæl alle tre historier, siger jeg. Efter at have hørt beretningerne synes jeg alligevel de har et fælles træk. Min søster liv løber for livet!

Ved den første fødsel gik vandet først og så begyndte hun at løbe rundt i lejligheden i Svendborg med min svoger i hælene. Da hun ringede til hospitalet mente de ikke, at hun skulle komme endnu, fordi hun ikke havde haft rigtige veer forinden, men hun fortalte om min mors turbofødsler og fik så lov at komme og fødte herefter på et par timer. Den anden fødsel gik i stå efter Livs udsagn, fordi de ville lave nogle undersøgelser på hospitalet, der gjorde hende nervøs og standsede veerne. Da de ville sende hende hjem om morgenen sagde hun fra – hun skulle føde nu! Så tog de vandet og veerne kom stærkt igen og fødslen gik i gang.

Trappeløb
Før den sidstes fødsel blev de to første lige afleveret i skole og børnehave af faderen før turen igen gik på hospitalet. Her løb min søster op af alle trapperne til fødegangen (iført stramtsiddende sort kjole) og fødte min yngste nevø på 40 minutter! De var hjemme igen før de store skulle hentes.

Min søster mener selv, at løberiet jo nok har været medhjælpende til at fødslerne er gået stærkt, men at det har været rent intuitivt. Det ligger simpelt hen til min søster at løbe. Hun elsker det og kondiløber, når hun får 20 minutter til overs og gerne med babyjogger og/eller en lille cyklist med sig. Hun er altid i bedre løbeform end jeg er, når vi løber sammen, og det gør vi næsten hver gang jeg besøger dem i Svendborg.

Hurtigløberen fra Frøstrup-Hannæs IF
Desuden har jeg en erindring om da min søster spillede fodbold hjemme i Thy. Hun spillede på et hold med nogle lidt ældre og lidt tykke damer, der røg smøger i pauserne. Når der skulle løbes efter en bold i en fart råbte de andre og træneren: Løb Liv! – Og min søster løb for livet efter bolden og det var sikkert godt for holdet og resultatet af kampen. Måske har denne fodboldoplevelse sat sig i min søster, så hun ved, at når det gælder, så er det bare med at løbe, hvis den forvoksede fodbold i maven skal i mål.

Løbetid?
Knæet i maveskindet gør heldigvis ikke ondt hele tiden. Nu har jeg det meget godt, og lillepigen har det også godt for hun både cykler og danser tango, så jeg har droppet nervøsiteten og dermed nok en stor del af smerten. Det vigtigste er  jo at hun har det godt. Så nej, det er ikke tid til at løbe for mig endnu. Men hvornår? Hvornår?

Hamsterlogik eller arbejderromantik?

Når det kommer til politisk overblik kan min selvtillid være på et lille sted. Jeg ved, at der er mange, der har meget mere forstand på lortet, men jeg har engang lært, at essayet findes som en genre, hvor man uden at vide det hele og forstå alle større sammenhænge alligevel kan ytre sig.

“Ytningsfrihed”
Essayet er “ytningsfrihed”, som en 2.g’er engang på charmerende vis kaldte det, i en hilsen til Anders Fogh Rasmussen – en slags voxpop på skrift, hvor man selv tager mikrofonen og svarer på spørgsmål som: Hvad mener du om afskaffelse af efterlønnen? Eller: Hvordan kommer vi ud af krisen?

Jeg ved det sørme  ikke, men jeg lider i høj grad af politikerlede, for jeg ved simpelt hen ikke, hvor søren jeg skal sætte mit kryds, når de endelig udskriver det valg. Jeg ved bare, at vi skal have noget andet. Jeg er mest træt af blå blok og Løkkes konkurrence om dagsordenen med Pia K – har hun fået mundkurv på? – jeg glemmer at nyde stilheden fra den kant, fordi jeg irriteres over Løkkes dagsorden. Jeg vil gerne være enige med Socialdemokratiet i, at vi ikke kan spare os ud af krisen ,og jeg mener også 3F har ret med deres SKÆVT-kampagner. Ja, han vil give skattelettelser til de rige og ja, han prædiker verdens bedste folkeskole, mens han sylter den.

Ungdomsoprør nu
Og – ja, så afskaffer han café-pengene, og jeg kan snart ikke huske, hvad mere – forringelser for studerende og unge. Det er ved at være tid til et ungdomsoprør, for hvor er tiltroen til de unge? De unge skal bare klippe håret, få sig en uddannelse og et arbejde. Hvorfor er det så vigtigt, at de unge kommer så hurtigt igennem – fordi uddannelse er dyrt – men halo! – SU er billigere end dagpenge og jeg tænker tit, at jeg skulle have haft det der studierelevante studiejob, i stedet for ét, der ikke krævede så meget af min hjerne. Som jobsituationen er nu kommer vi uerfarne nyuddannede ikke ind på arbejdsmarkedet, fordi krisen har fyret en masse erfarne folk. Men den diskussion går Løkke slet ikke ind i.

Hamsterpolitik
Det er sandt, at vi ikke kan spare os ud af krisen. Det er ellers populært hos blå blok enten det gælder at binde kommunerne på hænder og fødder, eller som Pia K og Birthe Rønn at spare ved at holde snyltere fra døren. Ingen skal have asyl eller familiesammenføring, for de er alle snyltere og vi er bedøvende ligeglade med om de flygter fra krige, som vi eller andre fører i et u-land eller om de er kærester til en pæredansker. (Læs gerne mere herom i mit indlæg – en Midnatsrekviem…)

Rødt guldaldermaleri af arbejderne
Men – Helle og Villy! – hvor visionært er det at lade de heldige, der har job, pukle en time mere om ugen, når vi er så mange, der gerne ville foretage os noget mere meningsfyldt end at skive ansøgninger til et mættet arbejdsmarked? Godt nok lyder rød blok som et arbejderparti, når de tror at folk stempler ind og ud, når de går på arbejde, men vi skriver 2011 nu. På Helsingør værft stemplede man vist ind og ud. Det lukkede i 1983. Jeg er i løntilskud i en kommune, så jeg ved, at der er offentligt ansatte, som arbejder videre om aftenen eller søndagen, selvom de i forvejen arbejder 40 timer om ugen. Hvilken forskel gør den time for dem?

Drop lønmodtagerlogik og hjælp iværksætterne
Da jeg var i virksomhedspraktik i en nystartet IT-virksomhed, spurgte jeg til mine mødetider og fik svaret: Jeg er ligeglad, hvornår du møder, jeg kigger kun på resultaterne.” Lidt skræmmende svar måske, men også et svar, der betød tillid og frihed. ”Jeg gider ikke arbejde 37 timer om ugen, hvis ikke det er nødvendigt”, lød svaret til min tavse undren ”Jeg arbejder måske 30, og så kan det være jeg arbejder 80 timer, når det brænder på”.

Vi kan altså hverken spare os ud af krisen eller vende den ved at arbejde en time mere om ugen. Der skal tænkes nyt! Vi skal gøre det nemmere at starte egen virksomhed, så folk kan komme til at beskæftige sig selv, hvis de har en forretningsidé. Samarbejde mellem studier og virksomheder, ser jeg som en god ting. Virksomhederne kan nyde godt af den nyeste viden og de studerende kan se deres studie i en sammenhæng uden for universitetet.

Husk værdierne, tak!
Men hov! Problemet er jo, at der er flere ældre end, der er arbejdsløse og unge! Har jeg ikke fattet det? Jo, det tror jeg nok jeg har og det har Ny Alliance også, når de vil gøre det nemmere for resursestærke indvandrere at komme ind i Danmark. Er jeg så fan af dem? Nej, de er ikke stort bedre end Dansk Folkeparti i mine øjne. Mit problem er, at jeg har nogle værdier. Jeg synes man skal give forfulgte mennesker asyl, og lade folk gifte sig, hvis de elsker hinanden. Jeg vil ikke afskaffe SU-en og gøre danske unge lige så afhængige af deres forældre som i Italien og Spanien, så de aldrig flytter hjemmefra og får nogle børn.

Vi skal lave om på lønmodtagermetaliteten og tryghedsnarkomanien, men ikke afskaffe velfærdsstaten. Sydeuropæerne ved at vi kan noget i Norden og det kan vi, og så skidt går det jo ikke. Og så skulle vi måske tage på studietur til Kina…

Jeg vil gerne lige citere ham med ytningsfriheden igen, for han sagde noget genialt, og jeg glæder mig sådan til han bryder igennem som rapper. Han sagde: “…Og så skal vi ikke have så mange stramme regler. (pause) De siger det er et frit land, så lad det være et frit land”. Værdier før kassetænkning – det er det vigtigste.

Ps. Jeg behøver ikke nævne de konservative vel? Skattelettelser til de, der har rigeligt og halvering af dagpengeperioden, så har jeg sagt rigeligt.

Vil du se mig i overalls?

En inspirerende mail fra jobnet ramte min mailboks denne morgen:

Her kan du læse stillingsopslaget.

– Og ansøgningen:

København, 11. januar 2011.

Jeg har arbejdstøjet på og fortæller helst den gode historie

Da jeg er ledig og ikke har fundet varig beskræftigelse, siden jeg blev færdiguddannet fra Københavns Universitet i november 2008 kender jeg beskæftigelsessituationen, samt de lediges vilkår rigtig godt.

Nanna i overalls

Her er jeg i min svigermors overalls fra startfirserne.

Jeg har sendt et hav af ansøgninger, været aktiv i jobsøgningsgrupper på LinkedIn, sendt CV og personlig præsentation til alle mine kontakter og bedt dem sende det videre, dygtiggjort mig og fået nye erfaringer gennem vikararbejde, frivillige projekter med mere.

Mine aktiviteter på LinkedIn førte til praktikpladsen hos det nystartede IT-firma Queue-it, som jeg havde et godt samarbejde med, men som ikke kunne ansætte mig før man har et ordentligt kundegrundlag og omsætning.

Mine svigerforældre var rare, at videresende mit CV i deres netværk og herigennem fik jeg praktik på Kulturværftet og Toldkammeret i Helsingør, og administrationschefen her kæmper for, at min løntilskudsstilling kan blive en realitet. Det ser ud til, at jeg kan fortsætte mit arbejde i Helsingør i næste uge.

Det er jeg rigtig glad for, fordi jeg så kan få erfaring og kontakter i en stilling, som er relevant for min uddannelse. Der er også gode chancer for, at jeg kan skabe en stilling som jeg kan vende tilbage til efter min barsel, som starter 8. marts.

I radioen nu til morgen (P1 Morgen 11/1 2011) hører jeg professor i arbejdsmarkedsøkonomi ved Århus Universitet Michael Svarer fortælle, at der er håb for langtidsledige nyudannede akademikere, som mig, i 2012 måske (P1Morgen – I teksten står “snart”, men i indslaget sagde han 2012.) og min kæreste og jeg er enige om, at det er god timing, at jeg er gravid nu.

Jeg blev opmuntret af indslaget, fordi jeg føler, at man endelig talte om mit problem i stedet for om efterlønnens afskaffelse, som jeg ikke tror vil bidrage til en forbedring af min situation. Den kedelige del af historien er, at Beskæftigelsesministeriet tvinger min A-kasse til at fastholde mig i aktiv jobsøgning frem til min barsel, hvilket ikke giver mening.

Det ville give mere mening at investere alle mine kræfter i løntilskudsjobbet, så jeg reelt kan skabe den stilling jeg ønsker at vende tilbage til efter min barsel. Jeg føler ikke, at den indsats jeg gør for at komme i arbejde bliver anerkendt og jeg føler mig som anderrangsborger og presset af kontrol fra alle sider som ledig.

Derfor vil jeg være den rette kandidat til stillingen som Pressemedarbejder i
Beskæftigelsesministeriet. Jeg er topmotiveret og vil glæde mig til de 8 dages arbejde i ministeriet.

(Løn Og Ansaettelse DM – Ansættes jeg i staten har jeg faktisk ret til at gå på barsel 6 uger før termin, altså allerede 22. Februar 2011, modsat 4 uger før som ledig.)

Jeg ser frem til at høre fra jer og vil glæde mig til en samtale om jobbet.

Med venlig hilsen

Cand. Mag.
Nanna Tronhjem Sørensen.

Ps. Hvorfor kan denne stilling ikke søges direkte via Jobnet.dk?