Category Archives: kulturformidling

Riverbed – naturen på museum

Riverbed-edit2

Jeg har kørt tværs igennem den islandske stenørken i en bus i tolv timer. Det var i sommerferien mellem 8. og 9. klasse, og jeg hørte Take That på min walkman. Jeg husker det som en lidt lang dag, men ikke ligegyldig eller kedelig. Ørkenen og dens endeløshed var fascinerende.

I dag var jeg på Louisiana sammen med familien, dvs. svigerforældre, min mand og vores datter på 3 år. Og vi så naturligvis Olafur Eliassons Riverbed. Jeg blev faktisk skuffet fra starten, fordi jeg ved ordet Riverbed havde forstået noget frodigt. Jeg opfatter en flodseng, som en slags oase, men her var intet grønt overhovedet. Det var netop en sort stenørken, gennemstrømmet af et lille vandløb. Sådan husker jeg ikke den islandske stenørken. Jeg huskede på, at der ofte var sten dækket af mos, men hvem siger også at Riverbed skulle mime den islandske natur så realistisk som muligt? Måske svigter min hukommelse mig også, det er trods alt mange år siden, jeg nød Take That og aldrig havde hørt om Olafur Eliason.

Da jeg var kommet mig over den første skuffelse var det da en anderledes udstilling. Det var en totalinstallation og en hel radikal en af slagsen. Man må sige at Kunsten (med stort K) her igen definerer sig på radikal vis, når dens modsætning, Naturen udstilles i de hvide rum. For snart hundrede år siden (1917) udstillede Marcel Duchamp sin Fontæne, (en fabriksfremstillet pissekumme) i Kunstens rum og kaldte den således kunst. På samme måde udstiller Olafur Eliasson ”ikke-kunst-genstande”, og giver sin flodseng prædikatet kunst. Riverbed er i mine øjne lige så lidt kunst som pissekummen, men måske netop derfor anser jeg det alligevel for et kunstværk. Måske netop på grund af referencen til Duchamp, kan jeg se Riverbed som en fontæne anno 2014.
Jeg har for længst accepteret, at alt kan være kunst, og når Eliasson har lavet det og når det er på Louisiana af alle museer i Danmark, så er det naturligvis kunst.

Faktisk finder jeg diskussionen om hvorvidt noget er kunst eller ej temmelig uinteressant (efter Duchamp). Det interesante spørgsmål er om det er vellykket kunst.

Jeg tog en del billeder af min familie i Riverbed. Især min datter, der legede begejstret med stenene, men også nogle, hvor man kunne se, hvordan museets hvide vægge skar ind i det sorte stenlandskab. Jeg følte de hvide vægge som en begrænsning. Ørkenen manglede en horisont. Her var hverken ørkenens ørkesløshed eller flodsengens frodighed. Der var noget absurd over disse rum, hvor det bedre borgerskab travede igennem iført deres Lousiana uniform. Jeg begyndte at føle mig holdt for nar og kom til at tænke på Keiserens Nye Klæder. Det var Louisiana, der var Kejseren, der havde givet ordre til Eliasson om at lave en særlig udstilling netop til Louisiana.

Eliasson genskaber museets rum i naturen. Uden kunstværker er der intet liv i museet. Uden vand er der heller ikke meget liv i en ørken, men der var vand og så kom der mennesker. Hvor lang tid mon der går før der begynder at gro små planter frem langs vandløbet – eller er det klorvand? For mig forbliver kunstværket koldt som konceptkunst og minimalisme.

Jeg synes ikke udstillingen var fascinerende, sådan som Eliassons sol på Tate Modern må have været. Jeg tror ikke jeg var blevet særligt længe i udstillingen, hvis ikke netop fordi min datter på tre havde moret sig så godt. Men nu har jeg skrevet over en halv A4 side om udstillingen, så noget må den have betydet for mig kan man hævde. Ja, netop det, at vi borgere fra København og Nordsjælland må tage valget: Har vi oplevet en af Eliassons helt store værker, eller en af hans mindre gode? Har kejseren fint tøj på eller kun undertøj? Jeg kunne personligt bedre lide de mange modeller og videoværkerne, men når jeg antager den holdning er det med angsten for at mangle den evne til at nyde kunst, som ægte dannede mennesker har. Det er med angsten for at melde mig ud af det gode selskab af dem, der kan se magien.

Mange mennesker hyggede sig dog i udstillingen, med at bygge varder og dæmninger, som Louisianas personale så måtte komme og fjerne. Det var en udstilling af den slags, der gav mulighed for at være sammen på cirka samme måde, som man kan være det på Louisianas udendørs arealer. (Dog uden udsigt til horisont og masser af frisk havluft.) Det var naturligvis en sanseudstilling, hvor man kunne løfte en sten osv, men hvorfor så ikke hellere tage en tur i Dyrehaven?

Avantgarden og mig

Filmstill

Hvad var det nu for en? Jeg har været fascineret af avantgarden siden hmmm…. måske siden jeg stod på Lousiana som barn oplevede udstillingen På Kanten af Kaos. Jeg ved ikke hvor gammel jeg var, men der var et værk, med billede af en skaldet mand, der drejede rundt og rundt, mens han råbte ”love me, leave me, feed me, eat me” Eller noget i den retning. Jeg var chorkeret. Det var uhyggeligt, mærkeligt og dog var der ingen fare på færde… Måske vil en eller anden kunstperson, som ikke er mig, sige at værket er lavet af ditten og datten og at det ikke er særligt avantgardistisk, men jeg er ligeglad.

Avantgarde er nemlig sådan en betegnelse, der minder om termen kunst. Når læfolk diskuterer om noget er kunst eller ej, smiler kunstfolk overbærende, for de vil hellere tale om, hvad der er avantgarde.

Fart og fremskridt
Avantgarde er (naturligvis) fransk og betyder fortrop, (Det er her kunstkenderen begynder at gabe), men sjovt nok siger man ofte at den første avantgardebevægelse var futurismen, som startede i Italien. Det var en fyr ved (efter)navn Marinetti, der skrev det Futuristiske manifest, hvor han hylder fremskridtet, farten, maskinen og krigen, som han kalder historiens eneste hygiejne. Han ønsker at brænde biblioteker og museer og alt hvad der er gammelt støvet og svagt, inklusiv kvinder. Han er en (u)hyggelig fætter, men værd at kende. Den futuristiske kunst kan lidt nedladende beskrives som et forsøg på at male billeder taget med lang lukketid. Bevægelsen ses altså i billedet. Mange af futuristerne blev fascister under Mussolini og døde i første verdenskrig, ja lidt hygiejne er der vel over krig?

Antiklassik
Men de gik altså foran i en kulturel revolution af en krig, der bekæmpede det paradigme som vi kan kalde klassikken, og det var naturligt, at det netop var i Italien -klasikkens sidste højborg, at nogen fik nok af at beundre fortiden, som først kunstnerne i Renæsancen, der tilbad den græske klassik og siden nyklassikken (sådan noget med hvide statuer f.eks. vores egen Thorvaldsen), som gentog øvelsen i en ny fortolkning af klassikken. Nok, nok, nok. Nu vil vi have noget nyt, Marinetti exploderede i et raseri mod traditionernes bånd og kulturens forelskelse i fortiden.

Det nye var på vej kunne han se. Biler og flyvemaskiner og fotografiet, der ligegyldiggjorde maleriets forsøg på nøjagtig gengivelse af perspektivet, som havde været et bærende ideal for maleriet siden man i renæsancen fik styr på gengivelsen af rum.

De skæve og kantede
De derpå følgende fortropper, var ikke i samme grad militante og blev ikke kanonføde. Dadaisterne, kubisterne og surrealisterne regnes sammen med futuristerne med til det vi kalder ”den historiske avantgarde”. Picasso hører til kubisterne (og lidt til surrealisterne) og døde f.eks. først i 1973. I 1907 færdiggjorde han et, for datiden, højst mærkværdigt maleri, som han kaldte ”Kvinderne fra Avignon”. Man kunne have forestillet sig et klassisk nøgenstudie, og et nøgenstudie var det, men kvindernes kroppe og ikke mindst ansigter var forvrængede og Avignon skulle vist hentyde til en gade, hvor bordellet, hvor kvinderne befandt sig, lå. Picasso har nægtet at han skulle være blevet inspireret til kvindernes ansigter af at have set afrikanske masker på en verdensudstilling i Grand Palais, men mener nu nok, at han senere lod sig inspirere.

Det havde tidligere været en stor kunst at male silkens glans og hudens blødhed, så det må have været et chok for kunstnerne at se den afrikanske ”kunst” som i langt højere grad fremhævede kontrast og kanter og på ingen måde forsøgte at ligne mennesker. Der var tale om  masker, der blev brugt i rituelle danse, hvor de der bar dem skulle repræsentere en frygtindgydende ånd. Lige som Marinetti ønskede kubisterne at løsrive sig fra traditionen og de idealer de kendte.

Volapyk oprør
Dadaisterne var også afrikansk ispireret, og lige så gode som kubisterne til at misforstå afrikansk kunst. I Zürich stod Hugo Ball og råbte volapyk digte, og forestillede sig måske, at han talte et ursprog som var almenmenneskeligt og mere ægte end den fordærvede kultur han var en del af, og som nu bekrigede hinanden i Første Verdenskrig. Det var et oprør, der med en form for babysprog ”dada” forsøgte at få sin omverden til at indse krigens vanvid. Det var ofte nogle afskyelige spetakler de opførte i Cabaret Voltaire, hvor publikum blev så provokerede, at de smed ting efter kunstnerne, der performede på scenen, eller simplethen gik fra forestillingen.

Mange af dadaisterne tilsluttede sig senere surrealisterne, som vel egentlig er dadaistenes bagtrop i en krig eller revolution, der handlede om det samme. Måske kan man tale om en modning. Babyerne blev oprørske teenagere. Surrealisme betyder overrealisme (ja, på fransk, vi er igen i Paris, nu mellemkrigstid). Ligesom dadaisterne ønskede surrealisterne en bevidstgørelse, men denne gang af en mere psykologisk karaktér. Jeg ér og bliver stor tilhænger af surrealismen, det vil jeg ikke lægge skjul på, og jeg mener vi har brug for mere surrealisme, men det kan vi vende tilbage til en anden gang.

Surrealisterne var i stort tal inspirerede af Sigmund Freud og ikke mindst tanken om det ubevidste eller underbevistheden eller drømmene. Jeg er ikke freudianer, vil jeg gerne skyde mig at sige, øh, skynde mig at sige, men surrealisterne mente, at drømmene hørte med til virkeligheden, og de hyldede fantasien og ønskede for alt i verden at forstyrre det konforme og borgerlige. Jeg har selv en plakat hængende med Salvador Dalís hummertelefon. En gammeldags sort telefon, hvor røret er erstattet af en hummer. Den er smuk i sig selv, men forestil dig en finansmand i jakkesæt i 1937 tage telefonen og forhandle en vigtig ordre. Forestil dig så, at røret er en levende hummer! Han ville nok tabe røret med det samme, men hvis han holdt stand og fortsatte samtalen, ville scenariet være urkomisk.

Dalí levede til 1980 og nåede at blive fascist og religøs og en masse ting som de andre surrealister korsede sig over – eller afviste på det kraftigste, men Dalí var både gak gak og genial. Sådan var det bare med ham.

Filmens forførende kraft
Surrealisterne hyldede også filmen. De kunne lide filmmediets forførende kraft og halvmørket, som de opfattede som en meditativ tilstand, hvor beskuerens ubevidste kunne påvirkes. Måske vi skal tage en smuttur til Rusland, helt en passant eller en medias res (det er noget med, at det er midt i det hele –på fransk). Russerne har også en avantgarde, betalt af staten. De hyldede, som futuristerne, fremskridtet og de så filmens potentiale tidligt og lavede propagandistiske film, hvis formål var at påvirke masserne til en bestemt holdning. (Propaganda laver de stadig, om det Putins heltescener kan kaldes avantgarde er tvivlsomt.)

En anden stor men mindre kendt surrealist er en anden spanier, der tog til Paris, nemlig Luís Buñuel. Han er mest kendt for stumfilmen, Den andalusiske hund, som er det mest originale eksempel på aggression mod beskueren. Hov, hvad er det for noget snak? Surrealistene ville ikke lulle folk i søvn eller behage dem. De ville have folk til at opnå nye erkendelse og ikke bare acceptere den virkelighed, de blev bildt ind var den rigtige. Agressionen består i en scene, hvor der krydsklippes mellem en bagetteformet sky der passerer månen, en mand der sliber en barberkniv og så en kvindes ansigt. Manden tager fat om kvindens øje, der stirrer ud på dig. Øjet åbnes helt og kniven skæres igennem øjeæblet. Jeg har set filmen fem gange og det er lige ulideligt hver gang.

Jeg vil lade andre om at beskrive den anden avantgarde. Det er der masser af andre, der har gjort, men der var tale om en ny tid i fra omkring 1960’erne, hvor ungdomsoprør og kvindefrigørelse bl.a. førte til fluxus og popkunst.

På min kandidatuddannelse i Moderne Kultur og Kulturformidling skrev jeg speciale om den amerikanske filminstruktør David Lynch og hans mystiske monsterfilmværk INLAND EMPIRE, som de færreste har set. Da jeg netop var gået i gang, mødte jeg en underviser jeg havde haft i kurset ”Kunst og Performativitet”. Hun sagde, at hun godt kunne se sammenhængen fra min eksamen hos hende om kunstneren Colonel og dadaismen i Zürich. Her må man forstå, at selv om det hele handler om kunst, vil insidere have svært ved at se sammenhængen, derfor påpegede hun netop, at hun så den røde tråd, hvilket gjorde mig glad.

Nanoteknologiindustrien
Men ville hun kunne sammenhængen nu, hvis hun så mig lave film for nanoteknologiindustrien? Jeg har lavet 10 såkaldte software tutorials, der forklarer folk med en bagrund i nanoteknologi eller fysik, hvordan man regner på elektroners bevægelse igennem nanotransistorer og lignende. Men i den ottende film sendte jeg dog en hilsen til Viking Eggling og hans animationsfilmværk ”Symphonie Diagonale” fra 1924. (“Commensurate Rotation Symphony” hedder min film.)

Nørderne på arbejsdspladsen kaldte den psykedelisk. De synes farverne var for vilde og musikken et dårligt valg. Ny dada, i min fortolkning, ”så lad dog barnet” hørte jeg dem sige mellem linierne. Der var dog ingen tomater i luften og ingen, der gik i vrede.

Men hvem er avantgarden i dag? Det går man rundt og forsker i på universiteter, og skal der være oprør, og skal oprøret være vendt mod kunsten eller samfundet, forbrugerismen, neoliberalismen eller hvad? Eller skal den gøre brug af nye medier og Internettet. Kunsten skal så meget for at være avantgarde, og hvorfor er det så fint at være avantgarde? Det er det fordi vi lever i den tid vi kalder Moderne tid. Her er det vigtigt at være forest, med i fortroppen, men også hele tiden at gøre op med det bestående og med fortiden, det forstokkede, dogmerne og de strukturer, der kvæler sandt liv, det virkelige…

Alle disse kunstneres reaktioner har dog været båret af eller inspireret af teknologiske fremskridt, krige eller nye opfattelser af verden, så som Freuds teorier.

I dag har mobilt Internet revolutioneret adgang til information og dermed også til fortiden, og google viser os den verden, de mener, der interesserer os! Det firma jeg arbejder for udvikler et værktøj, der bruges af de virksomheder, som gør fremtidens teknologier mulige, fordi vi så at sige formidler nanoskalaens fysik. Vi gør det muligt at lave fysikforsøg i atomar skala –rent virtuelt.

Mens kunstfolket diskuterer videre om hvad avantgarden er i dag, har jeg altså fundet plads i mellem en flok nørder, der sidder med nøglen til fremtiden.

Efterkommentar
Jeg besøgte i sommer en veninde, som lige var blevet mor, moderen altså dansk og faderen fra Sydafrika. Det var sommer og smukt varmt vejr og babykiggeriet foregik med venner og familie i en idyllisk have med æbletræer og urtehave. Jeg havde min egen datter (på halvandet) med og nåede derfor ikke langt ind i dybe samtaler, da hun skulle holdes øje med. Alligevel nåede jeg en snak med min venindes far, der kom ned og satte sig hos Luna og jeg. En ingeniør, som sagde noget, jeg husker, måske fordi han udtrykte noget, som jeg selv ikke havde formuleret, men mente indholdt en sandhed. ”Jeg tror det vigtigste i dag er at kunne formidle”- sagde han. Jeg husker ikke sætningen før eller efter, men det handlede om, at verden i dag er fuld af information og en del af den er utilgængelig for de mange. Folk har mulighed for at tale med hinanden på tværs af lande og faggrupper og vidensniveauer, men de forstår ikke hinanden. Teknologien er et godt eksempel, tag bare det at forklare, hvad de laver på min arbejdsplads. Atomar skala simulation? Hvad er det?

Jeg tror han har ret. En populær forklaring på avantgardens projekt er også at man ønskede at forene kunst og liv. Kunsten skulle være en del af livet og ikke adskildt fra den. Jeg tror dette er et moderne projekt, der kan fortolkes igen og måske er formidling en kunst, der forbinder verdener, men om den er et projekt, som tilmed kan lykkes er svært at sige.

Tak for din sparsomme tid!

Er EU bygget på rådne græske oliven?

Jeg formår ikke at beskrive den totaloplevelse jeg har deltaget i nu til aften – fyldestgørende. Det ville svare til at forklare sammenhængen mellem EU og de græske guder. Titlen var “Eating and Reading: Yourgos Sapountzis” og var en en kunstevent på  Overgaden Institut for Samtidskunst.

Kunstner og græker – kan man så komme mere på røven? – Var jeg  tilbøjelig til at tænke! I sin udstilling Deus Ex Machina havde kunstneren da også valgt at bruge syltetøjsglas med rådne oliven, rødebeder og andet fordærvet halvkonserves,  som støtte eller fundament til et net af forbundne teltstænger. han havde dog været så publikumsvenlig at støbe låg af gips ovenpå, så vi blev sparet for lugten og kunne nøjes med at nyde synet af fordærv.

Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå? Køkkenmødding som billede på nuet set fra en fremtidig akæolog?

Rå De Stijl
Udstillingen var i bedste de Stijl- stil præget af farvestrålende lærredsklæder i lækre klare farver og skulpturene/instalationerne var Mondrian værdige. De konstruktioner, der  bar dem var i midlertid noget, der mindede om teltstænger, sat sammen med gaffatape . Jeg kom lidt i Roskilde-stemning. Måske også fordi udtrykket var så råt. I installationen tættest på kanalen var farvestrålende lærreder hæftet på blik (?) med hæfteklammer, men hvor man normalt ville folde stoffet ind under sig selv, havde Yorgos valgt at udstille sømrummet. En del af stofstykkerne var sat sammen til noget, der lignede noget man kunne lægge over en død person – eller måske et døende land, når f.eks. farverne var røde og gule, som det spanske flag?

Guddommelig middag
Ingen olie på lærred.Til gengæld masser af lærred på blik, som havde fået slag og billedskønne buler. Men hvor kommer “Deus Ex Machina”, den guddommelige indgriben ind i “billedet”? Måske netop der, hvor den græske kunstner inviterer offentligheden (et heldigt udvalg på 50 pax) til at spise en lækker treretters middag med vand og vin, ny kompositionsmusik af Øyvind Torvund  og oplæsning ved skuespilleren Peter Oliver Hansen – GRATIS.

Det var IKKE en middag i folkekøkkenet! Det var kastanjesuppe, noget kød, som jeg ikke fik præsentationen af, men jeg gætter på oksekød, serveret med græskar og tørrede bær i et mix der fik tænderne til at løbe i vand og maven til at blive fyldt. Inden vi får serveret og under middagen spiller 5 strygere, stående i en kreds med ryggen til publikum – og kun én har noder! De andre stirrer stift på kapelmesteren og spiller det bedste de har lært efter gehør!

Det lyder som vold mod en klassisk musiker både i abstrakt og bogstavelig forstand! Det er det modsatte af klassisk og det modsatte af at stryge, næsten, for det lød alligevel interessant og ikke uudholdeligt.

Under middagen startede så oplæsningen, og her var vi tilbage hos de græske guder, deres myter og deres behandling af menneskene. En barbarisk fortælling, som da også fik flere til at holde op med at tygge midt i hovedretten, da man fik historien om da en gud serverede sit barn for de andre guder (jeg må her beklage mine skræntende oldtidskundskaber). Til desserten var det historien om menneskets evige skyldfølelse, som forbindes med myten om oksen, der spiser en kage, der skulle være ofret til guderne. Yogurt panacotta med mynte, grøn te, honning og valnød, hvem kunne modstå fristelsen? Ikke jeg.

Guderne konverterer
Peter Oliver Hansen konverterede hele festmåltidet til en nadver, ved som en præst efter gudstjenesten, at gå rundt og give hånd og sige tak for i aften til hele selskabet.

Måske er titlen på udstillingen ment som et håb, eller råb til guderne om hjælp til Grækenland. I det moderne gudsforhold er guderne ligegyldige for menneskene, blev vi indledende belært. I min tolkning er  Gud erstattet af sådan nogen som Angela Merkel og de andre EU-bestyrere, der står med grækernes skæbne i deres hænder.

Det er jo tankevækkende, at et land, hvis historie er hele den vestlige verdens histories fundament, er endt i sølet. Hvordan kunne det gå så galt? Det er vist det jeg ikke kan forklare. Men tak for en fantastisk aften.