Category Archives: anmeldelser

Riverbed – naturen på museum

Riverbed-edit2

Jeg har kørt tværs igennem den islandske stenørken i en bus i tolv timer. Det var i sommerferien mellem 8. og 9. klasse, og jeg hørte Take That på min walkman. Jeg husker det som en lidt lang dag, men ikke ligegyldig eller kedelig. Ørkenen og dens endeløshed var fascinerende.

I dag var jeg på Louisiana sammen med familien, dvs. svigerforældre, min mand og vores datter på 3 år. Og vi så naturligvis Olafur Eliassons Riverbed. Jeg blev faktisk skuffet fra starten, fordi jeg ved ordet Riverbed havde forstået noget frodigt. Jeg opfatter en flodseng, som en slags oase, men her var intet grønt overhovedet. Det var netop en sort stenørken, gennemstrømmet af et lille vandløb. Sådan husker jeg ikke den islandske stenørken. Jeg huskede på, at der ofte var sten dækket af mos, men hvem siger også at Riverbed skulle mime den islandske natur så realistisk som muligt? Måske svigter min hukommelse mig også, det er trods alt mange år siden, jeg nød Take That og aldrig havde hørt om Olafur Eliason.

Da jeg var kommet mig over den første skuffelse var det da en anderledes udstilling. Det var en totalinstallation og en hel radikal en af slagsen. Man må sige at Kunsten (med stort K) her igen definerer sig på radikal vis, når dens modsætning, Naturen udstilles i de hvide rum. For snart hundrede år siden (1917) udstillede Marcel Duchamp sin Fontæne, (en fabriksfremstillet pissekumme) i Kunstens rum og kaldte den således kunst. På samme måde udstiller Olafur Eliasson ”ikke-kunst-genstande”, og giver sin flodseng prædikatet kunst. Riverbed er i mine øjne lige så lidt kunst som pissekummen, men måske netop derfor anser jeg det alligevel for et kunstværk. Måske netop på grund af referencen til Duchamp, kan jeg se Riverbed som en fontæne anno 2014.
Jeg har for længst accepteret, at alt kan være kunst, og når Eliasson har lavet det og når det er på Louisiana af alle museer i Danmark, så er det naturligvis kunst.

Faktisk finder jeg diskussionen om hvorvidt noget er kunst eller ej temmelig uinteressant (efter Duchamp). Det interesante spørgsmål er om det er vellykket kunst.

Jeg tog en del billeder af min familie i Riverbed. Især min datter, der legede begejstret med stenene, men også nogle, hvor man kunne se, hvordan museets hvide vægge skar ind i det sorte stenlandskab. Jeg følte de hvide vægge som en begrænsning. Ørkenen manglede en horisont. Her var hverken ørkenens ørkesløshed eller flodsengens frodighed. Der var noget absurd over disse rum, hvor det bedre borgerskab travede igennem iført deres Lousiana uniform. Jeg begyndte at føle mig holdt for nar og kom til at tænke på Keiserens Nye Klæder. Det var Louisiana, der var Kejseren, der havde givet ordre til Eliasson om at lave en særlig udstilling netop til Louisiana.

Eliasson genskaber museets rum i naturen. Uden kunstværker er der intet liv i museet. Uden vand er der heller ikke meget liv i en ørken, men der var vand og så kom der mennesker. Hvor lang tid mon der går før der begynder at gro små planter frem langs vandløbet – eller er det klorvand? For mig forbliver kunstværket koldt som konceptkunst og minimalisme.

Jeg synes ikke udstillingen var fascinerende, sådan som Eliassons sol på Tate Modern må have været. Jeg tror ikke jeg var blevet særligt længe i udstillingen, hvis ikke netop fordi min datter på tre havde moret sig så godt. Men nu har jeg skrevet over en halv A4 side om udstillingen, så noget må den have betydet for mig kan man hævde. Ja, netop det, at vi borgere fra København og Nordsjælland må tage valget: Har vi oplevet en af Eliassons helt store værker, eller en af hans mindre gode? Har kejseren fint tøj på eller kun undertøj? Jeg kunne personligt bedre lide de mange modeller og videoværkerne, men når jeg antager den holdning er det med angsten for at mangle den evne til at nyde kunst, som ægte dannede mennesker har. Det er med angsten for at melde mig ud af det gode selskab af dem, der kan se magien.

Mange mennesker hyggede sig dog i udstillingen, med at bygge varder og dæmninger, som Louisianas personale så måtte komme og fjerne. Det var en udstilling af den slags, der gav mulighed for at være sammen på cirka samme måde, som man kan være det på Louisianas udendørs arealer. (Dog uden udsigt til horisont og masser af frisk havluft.) Det var naturligvis en sanseudstilling, hvor man kunne løfte en sten osv, men hvorfor så ikke hellere tage en tur i Dyrehaven?

Er EU bygget på rådne græske oliven?

Jeg formår ikke at beskrive den totaloplevelse jeg har deltaget i nu til aften – fyldestgørende. Det ville svare til at forklare sammenhængen mellem EU og de græske guder. Titlen var “Eating and Reading: Yourgos Sapountzis” og var en en kunstevent på  Overgaden Institut for Samtidskunst.

Kunstner og græker – kan man så komme mere på røven? – Var jeg  tilbøjelig til at tænke! I sin udstilling Deus Ex Machina havde kunstneren da også valgt at bruge syltetøjsglas med rådne oliven, rødebeder og andet fordærvet halvkonserves,  som støtte eller fundament til et net af forbundne teltstænger. han havde dog været så publikumsvenlig at støbe låg af gips ovenpå, så vi blev sparet for lugten og kunne nøjes med at nyde synet af fordærv.

Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå? Køkkenmødding som billede på nuet set fra en fremtidig akæolog?

Rå De Stijl
Udstillingen var i bedste de Stijl- stil præget af farvestrålende lærredsklæder i lækre klare farver og skulpturene/instalationerne var Mondrian værdige. De konstruktioner, der  bar dem var i midlertid noget, der mindede om teltstænger, sat sammen med gaffatape . Jeg kom lidt i Roskilde-stemning. Måske også fordi udtrykket var så råt. I installationen tættest på kanalen var farvestrålende lærreder hæftet på blik (?) med hæfteklammer, men hvor man normalt ville folde stoffet ind under sig selv, havde Yorgos valgt at udstille sømrummet. En del af stofstykkerne var sat sammen til noget, der lignede noget man kunne lægge over en død person – eller måske et døende land, når f.eks. farverne var røde og gule, som det spanske flag?

Guddommelig middag
Ingen olie på lærred.Til gengæld masser af lærred på blik, som havde fået slag og billedskønne buler. Men hvor kommer “Deus Ex Machina”, den guddommelige indgriben ind i “billedet”? Måske netop der, hvor den græske kunstner inviterer offentligheden (et heldigt udvalg på 50 pax) til at spise en lækker treretters middag med vand og vin, ny kompositionsmusik af Øyvind Torvund  og oplæsning ved skuespilleren Peter Oliver Hansen – GRATIS.

Det var IKKE en middag i folkekøkkenet! Det var kastanjesuppe, noget kød, som jeg ikke fik præsentationen af, men jeg gætter på oksekød, serveret med græskar og tørrede bær i et mix der fik tænderne til at løbe i vand og maven til at blive fyldt. Inden vi får serveret og under middagen spiller 5 strygere, stående i en kreds med ryggen til publikum – og kun én har noder! De andre stirrer stift på kapelmesteren og spiller det bedste de har lært efter gehør!

Det lyder som vold mod en klassisk musiker både i abstrakt og bogstavelig forstand! Det er det modsatte af klassisk og det modsatte af at stryge, næsten, for det lød alligevel interessant og ikke uudholdeligt.

Under middagen startede så oplæsningen, og her var vi tilbage hos de græske guder, deres myter og deres behandling af menneskene. En barbarisk fortælling, som da også fik flere til at holde op med at tygge midt i hovedretten, da man fik historien om da en gud serverede sit barn for de andre guder (jeg må her beklage mine skræntende oldtidskundskaber). Til desserten var det historien om menneskets evige skyldfølelse, som forbindes med myten om oksen, der spiser en kage, der skulle være ofret til guderne. Yogurt panacotta med mynte, grøn te, honning og valnød, hvem kunne modstå fristelsen? Ikke jeg.

Guderne konverterer
Peter Oliver Hansen konverterede hele festmåltidet til en nadver, ved som en præst efter gudstjenesten, at gå rundt og give hånd og sige tak for i aften til hele selskabet.

Måske er titlen på udstillingen ment som et håb, eller råb til guderne om hjælp til Grækenland. I det moderne gudsforhold er guderne ligegyldige for menneskene, blev vi indledende belært. I min tolkning er  Gud erstattet af sådan nogen som Angela Merkel og de andre EU-bestyrere, der står med grækernes skæbne i deres hænder.

Det er jo tankevækkende, at et land, hvis historie er hele den vestlige verdens histories fundament, er endt i sølet. Hvordan kunne det gå så galt? Det er vist det jeg ikke kan forklare. Men tak for en fantastisk aften.