Riverbed – naturen på museum

Riverbed-edit2

Jeg har kørt tværs igennem den islandske stenørken i en bus i tolv timer. Det var i sommerferien mellem 8. og 9. klasse, og jeg hørte Take That på min walkman. Jeg husker det som en lidt lang dag, men ikke ligegyldig eller kedelig. Ørkenen og dens endeløshed var fascinerende.

I dag var jeg på Louisiana sammen med familien, dvs. svigerforældre, min mand og vores datter på 3 år. Og vi så naturligvis Olafur Eliassons Riverbed. Jeg blev faktisk skuffet fra starten, fordi jeg ved ordet Riverbed havde forstået noget frodigt. Jeg opfatter en flodseng, som en slags oase, men her var intet grønt overhovedet. Det var netop en sort stenørken, gennemstrømmet af et lille vandløb. Sådan husker jeg ikke den islandske stenørken. Jeg huskede på, at der ofte var sten dækket af mos, men hvem siger også at Riverbed skulle mime den islandske natur så realistisk som muligt? Måske svigter min hukommelse mig også, det er trods alt mange år siden, jeg nød Take That og aldrig havde hørt om Olafur Eliason.

Da jeg var kommet mig over den første skuffelse var det da en anderledes udstilling. Det var en totalinstallation og en hel radikal en af slagsen. Man må sige at Kunsten (med stort K) her igen definerer sig på radikal vis, når dens modsætning, Naturen udstilles i de hvide rum. For snart hundrede år siden (1917) udstillede Marcel Duchamp sin Fontæne, (en fabriksfremstillet pissekumme) i Kunstens rum og kaldte den således kunst. På samme måde udstiller Olafur Eliasson ”ikke-kunst-genstande”, og giver sin flodseng prædikatet kunst. Riverbed er i mine øjne lige så lidt kunst som pissekummen, men måske netop derfor anser jeg det alligevel for et kunstværk. Måske netop på grund af referencen til Duchamp, kan jeg se Riverbed som en fontæne anno 2014.
Jeg har for længst accepteret, at alt kan være kunst, og når Eliasson har lavet det og når det er på Louisiana af alle museer i Danmark, så er det naturligvis kunst.

Faktisk finder jeg diskussionen om hvorvidt noget er kunst eller ej temmelig uinteressant (efter Duchamp). Det interesante spørgsmål er om det er vellykket kunst.

Jeg tog en del billeder af min familie i Riverbed. Især min datter, der legede begejstret med stenene, men også nogle, hvor man kunne se, hvordan museets hvide vægge skar ind i det sorte stenlandskab. Jeg følte de hvide vægge som en begrænsning. Ørkenen manglede en horisont. Her var hverken ørkenens ørkesløshed eller flodsengens frodighed. Der var noget absurd over disse rum, hvor det bedre borgerskab travede igennem iført deres Lousiana uniform. Jeg begyndte at føle mig holdt for nar og kom til at tænke på Keiserens Nye Klæder. Det var Louisiana, der var Kejseren, der havde givet ordre til Eliasson om at lave en særlig udstilling netop til Louisiana.

Eliasson genskaber museets rum i naturen. Uden kunstværker er der intet liv i museet. Uden vand er der heller ikke meget liv i en ørken, men der var vand og så kom der mennesker. Hvor lang tid mon der går før der begynder at gro små planter frem langs vandløbet – eller er det klorvand? For mig forbliver kunstværket koldt som konceptkunst og minimalisme.

Jeg synes ikke udstillingen var fascinerende, sådan som Eliassons sol på Tate Modern må have været. Jeg tror ikke jeg var blevet særligt længe i udstillingen, hvis ikke netop fordi min datter på tre havde moret sig så godt. Men nu har jeg skrevet over en halv A4 side om udstillingen, så noget må den have betydet for mig kan man hævde. Ja, netop det, at vi borgere fra København og Nordsjælland må tage valget: Har vi oplevet en af Eliassons helt store værker, eller en af hans mindre gode? Har kejseren fint tøj på eller kun undertøj? Jeg kunne personligt bedre lide de mange modeller og videoværkerne, men når jeg antager den holdning er det med angsten for at mangle den evne til at nyde kunst, som ægte dannede mennesker har. Det er med angsten for at melde mig ud af det gode selskab af dem, der kan se magien.

Mange mennesker hyggede sig dog i udstillingen, med at bygge varder og dæmninger, som Louisianas personale så måtte komme og fjerne. Det var en udstilling af den slags, der gav mulighed for at være sammen på cirka samme måde, som man kan være det på Louisianas udendørs arealer. (Dog uden udsigt til horisont og masser af frisk havluft.) Det var naturligvis en sanseudstilling, hvor man kunne løfte en sten osv, men hvorfor så ikke hellere tage en tur i Dyrehaven?

Go Social beyond the Great Chinese Wall

– or Jump into the Indian Paprika Pot

youku1

Did you think that LinkedIn, Facebook and Twitter are the Father, Son and Holy Ghost of social media marketing? You might be right, but what if your customers are Buddhists or Hindus?

In this blog post I want to share my discoveries with people, who didn’t notice, that the social media is not as worldwide as the web. I was amazed, that social media is a lot more than the sites we use in the West – Especially if you want to start sharing with the Chinese – and let them share for you.

No YouTube in China

It all started, when my boss came home from China. “The Chinese can’t watch YouTube”, he announced rather dryly as usual. I never thought about that, but I realized it was a problem, because it meant that our Chinese users couldn’t watch our YouTube-channel with the video-tutorials, that I produce. I wrote to our man in Singapore to know, what kind of video-sharing community the Chinese used then. He told me that youku.com was the most popular provider, so I opened my Chrome browser and opened a YouKu-channel with the great help from the Google website translation tool.

Voila, now QuantumWise TV has a sister channel for the Chinese. Luckily our man in Singapore also hired a native Chinese speaker to translate the films to Chinese from the English subtitles that I had made for YouTube anyways. He also found out how to add them in YouKu. Actually YouKu is quite cool. It is much easier to customize your channel site to look good, because you can choose your own background and thumbnail pictures for the videos.

After a while I started realizing that YouKu.com was not the only Chinese social website, because the nanotech students, who visit the YouKu-channel, sometimes share a video on other social media like the Chinese Facebook look-alike RenRen or Sina microblogging or other Chinese social networks. But I must say, I don’t try to go much further than YouKu for China. I find it better to let the Chinese users do that job for me.

Indian nano-spices

It is also nice to know, that there is something called nanopaprika, when one would like to catch the attention of that bit of guys who might be interested in atomic-scale simulations (read nano-techstudents and docs) out of one billion Indians. On nanopaprika it is also possible to upload videos related to nanotechnology or just make an update on job openings, seminars, webinars or whatever might interest the community.

Actually nanopaprika is a community in English, that is as international as YouTube or any other social media, but with a much more specific target group. It just seems to be more popular in India. So nanopaprika might not be relevant for you, but YouKu might, and there could be other web communities relevant to your company out there. You just have to find them.

Avantgarden og mig

Filmstill

Hvad var det nu for en? Jeg har været fascineret af avantgarden siden hmmm…. måske siden jeg stod på Lousiana som barn oplevede udstillingen På Kanten af Kaos. Jeg ved ikke hvor gammel jeg var, men der var et værk, med billede af en skaldet mand, der drejede rundt og rundt, mens han råbte ”love me, leave me, feed me, eat me” Eller noget i den retning. Jeg var chorkeret. Det var uhyggeligt, mærkeligt og dog var der ingen fare på færde… Måske vil en eller anden kunstperson, som ikke er mig, sige at værket er lavet af ditten og datten og at det ikke er særligt avantgardistisk, men jeg er ligeglad.

Avantgarde er nemlig sådan en betegnelse, der minder om termen kunst. Når læfolk diskuterer om noget er kunst eller ej, smiler kunstfolk overbærende, for de vil hellere tale om, hvad der er avantgarde.

Fart og fremskridt
Avantgarde er (naturligvis) fransk og betyder fortrop, (Det er her kunstkenderen begynder at gabe), men sjovt nok siger man ofte at den første avantgardebevægelse var futurismen, som startede i Italien. Det var en fyr ved (efter)navn Marinetti, der skrev det Futuristiske manifest, hvor han hylder fremskridtet, farten, maskinen og krigen, som han kalder historiens eneste hygiejne. Han ønsker at brænde biblioteker og museer og alt hvad der er gammelt støvet og svagt, inklusiv kvinder. Han er en (u)hyggelig fætter, men værd at kende. Den futuristiske kunst kan lidt nedladende beskrives som et forsøg på at male billeder taget med lang lukketid. Bevægelsen ses altså i billedet. Mange af futuristerne blev fascister under Mussolini og døde i første verdenskrig, ja lidt hygiejne er der vel over krig?

Antiklassik
Men de gik altså foran i en kulturel revolution af en krig, der bekæmpede det paradigme som vi kan kalde klassikken, og det var naturligt, at det netop var i Italien -klasikkens sidste højborg, at nogen fik nok af at beundre fortiden, som først kunstnerne i Renæsancen, der tilbad den græske klassik og siden nyklassikken (sådan noget med hvide statuer f.eks. vores egen Thorvaldsen), som gentog øvelsen i en ny fortolkning af klassikken. Nok, nok, nok. Nu vil vi have noget nyt, Marinetti exploderede i et raseri mod traditionernes bånd og kulturens forelskelse i fortiden.

Det nye var på vej kunne han se. Biler og flyvemaskiner og fotografiet, der ligegyldiggjorde maleriets forsøg på nøjagtig gengivelse af perspektivet, som havde været et bærende ideal for maleriet siden man i renæsancen fik styr på gengivelsen af rum.

De skæve og kantede
De derpå følgende fortropper, var ikke i samme grad militante og blev ikke kanonføde. Dadaisterne, kubisterne og surrealisterne regnes sammen med futuristerne med til det vi kalder ”den historiske avantgarde”. Picasso hører til kubisterne (og lidt til surrealisterne) og døde f.eks. først i 1973. I 1907 færdiggjorde han et, for datiden, højst mærkværdigt maleri, som han kaldte ”Kvinderne fra Avignon”. Man kunne have forestillet sig et klassisk nøgenstudie, og et nøgenstudie var det, men kvindernes kroppe og ikke mindst ansigter var forvrængede og Avignon skulle vist hentyde til en gade, hvor bordellet, hvor kvinderne befandt sig, lå. Picasso har nægtet at han skulle være blevet inspireret til kvindernes ansigter af at have set afrikanske masker på en verdensudstilling i Grand Palais, men mener nu nok, at han senere lod sig inspirere.

Det havde tidligere været en stor kunst at male silkens glans og hudens blødhed, så det må have været et chok for kunstnerne at se den afrikanske ”kunst” som i langt højere grad fremhævede kontrast og kanter og på ingen måde forsøgte at ligne mennesker. Der var tale om  masker, der blev brugt i rituelle danse, hvor de der bar dem skulle repræsentere en frygtindgydende ånd. Lige som Marinetti ønskede kubisterne at løsrive sig fra traditionen og de idealer de kendte.

Volapyk oprør
Dadaisterne var også afrikansk ispireret, og lige så gode som kubisterne til at misforstå afrikansk kunst. I Zürich stod Hugo Ball og råbte volapyk digte, og forestillede sig måske, at han talte et ursprog som var almenmenneskeligt og mere ægte end den fordærvede kultur han var en del af, og som nu bekrigede hinanden i Første Verdenskrig. Det var et oprør, der med en form for babysprog ”dada” forsøgte at få sin omverden til at indse krigens vanvid. Det var ofte nogle afskyelige spetakler de opførte i Cabaret Voltaire, hvor publikum blev så provokerede, at de smed ting efter kunstnerne, der performede på scenen, eller simplethen gik fra forestillingen.

Mange af dadaisterne tilsluttede sig senere surrealisterne, som vel egentlig er dadaistenes bagtrop i en krig eller revolution, der handlede om det samme. Måske kan man tale om en modning. Babyerne blev oprørske teenagere. Surrealisme betyder overrealisme (ja, på fransk, vi er igen i Paris, nu mellemkrigstid). Ligesom dadaisterne ønskede surrealisterne en bevidstgørelse, men denne gang af en mere psykologisk karaktér. Jeg ér og bliver stor tilhænger af surrealismen, det vil jeg ikke lægge skjul på, og jeg mener vi har brug for mere surrealisme, men det kan vi vende tilbage til en anden gang.

Surrealisterne var i stort tal inspirerede af Sigmund Freud og ikke mindst tanken om det ubevidste eller underbevistheden eller drømmene. Jeg er ikke freudianer, vil jeg gerne skyde mig at sige, øh, skynde mig at sige, men surrealisterne mente, at drømmene hørte med til virkeligheden, og de hyldede fantasien og ønskede for alt i verden at forstyrre det konforme og borgerlige. Jeg har selv en plakat hængende med Salvador Dalís hummertelefon. En gammeldags sort telefon, hvor røret er erstattet af en hummer. Den er smuk i sig selv, men forestil dig en finansmand i jakkesæt i 1937 tage telefonen og forhandle en vigtig ordre. Forestil dig så, at røret er en levende hummer! Han ville nok tabe røret med det samme, men hvis han holdt stand og fortsatte samtalen, ville scenariet være urkomisk.

Dalí levede til 1980 og nåede at blive fascist og religøs og en masse ting som de andre surrealister korsede sig over – eller afviste på det kraftigste, men Dalí var både gak gak og genial. Sådan var det bare med ham.

Filmens forførende kraft
Surrealisterne hyldede også filmen. De kunne lide filmmediets forførende kraft og halvmørket, som de opfattede som en meditativ tilstand, hvor beskuerens ubevidste kunne påvirkes. Måske vi skal tage en smuttur til Rusland, helt en passant eller en medias res (det er noget med, at det er midt i det hele –på fransk). Russerne har også en avantgarde, betalt af staten. De hyldede, som futuristerne, fremskridtet og de så filmens potentiale tidligt og lavede propagandistiske film, hvis formål var at påvirke masserne til en bestemt holdning. (Propaganda laver de stadig, om det Putins heltescener kan kaldes avantgarde er tvivlsomt.)

En anden stor men mindre kendt surrealist er en anden spanier, der tog til Paris, nemlig Luís Buñuel. Han er mest kendt for stumfilmen, Den andalusiske hund, som er det mest originale eksempel på aggression mod beskueren. Hov, hvad er det for noget snak? Surrealistene ville ikke lulle folk i søvn eller behage dem. De ville have folk til at opnå nye erkendelse og ikke bare acceptere den virkelighed, de blev bildt ind var den rigtige. Agressionen består i en scene, hvor der krydsklippes mellem en bagetteformet sky der passerer månen, en mand der sliber en barberkniv og så en kvindes ansigt. Manden tager fat om kvindens øje, der stirrer ud på dig. Øjet åbnes helt og kniven skæres igennem øjeæblet. Jeg har set filmen fem gange og det er lige ulideligt hver gang.

Jeg vil lade andre om at beskrive den anden avantgarde. Det er der masser af andre, der har gjort, men der var tale om en ny tid i fra omkring 1960’erne, hvor ungdomsoprør og kvindefrigørelse bl.a. førte til fluxus og popkunst.

På min kandidatuddannelse i Moderne Kultur og Kulturformidling skrev jeg speciale om den amerikanske filminstruktør David Lynch og hans mystiske monsterfilmværk INLAND EMPIRE, som de færreste har set. Da jeg netop var gået i gang, mødte jeg en underviser jeg havde haft i kurset ”Kunst og Performativitet”. Hun sagde, at hun godt kunne se sammenhængen fra min eksamen hos hende om kunstneren Colonel og dadaismen i Zürich. Her må man forstå, at selv om det hele handler om kunst, vil insidere have svært ved at se sammenhængen, derfor påpegede hun netop, at hun så den røde tråd, hvilket gjorde mig glad.

Nanoteknologiindustrien
Men ville hun kunne sammenhængen nu, hvis hun så mig lave film for nanoteknologiindustrien? Jeg har lavet 10 såkaldte software tutorials, der forklarer folk med en bagrund i nanoteknologi eller fysik, hvordan man regner på elektroners bevægelse igennem nanotransistorer og lignende. Men i den ottende film sendte jeg dog en hilsen til Viking Eggling og hans animationsfilmværk ”Symphonie Diagonale” fra 1924. (“Commensurate Rotation Symphony” hedder min film.)

Nørderne på arbejsdspladsen kaldte den psykedelisk. De synes farverne var for vilde og musikken et dårligt valg. Ny dada, i min fortolkning, ”så lad dog barnet” hørte jeg dem sige mellem linierne. Der var dog ingen tomater i luften og ingen, der gik i vrede.

Men hvem er avantgarden i dag? Det går man rundt og forsker i på universiteter, og skal der være oprør, og skal oprøret være vendt mod kunsten eller samfundet, forbrugerismen, neoliberalismen eller hvad? Eller skal den gøre brug af nye medier og Internettet. Kunsten skal så meget for at være avantgarde, og hvorfor er det så fint at være avantgarde? Det er det fordi vi lever i den tid vi kalder Moderne tid. Her er det vigtigt at være forest, med i fortroppen, men også hele tiden at gøre op med det bestående og med fortiden, det forstokkede, dogmerne og de strukturer, der kvæler sandt liv, det virkelige…

Alle disse kunstneres reaktioner har dog været båret af eller inspireret af teknologiske fremskridt, krige eller nye opfattelser af verden, så som Freuds teorier.

I dag har mobilt Internet revolutioneret adgang til information og dermed også til fortiden, og google viser os den verden, de mener, der interesserer os! Det firma jeg arbejder for udvikler et værktøj, der bruges af de virksomheder, som gør fremtidens teknologier mulige, fordi vi så at sige formidler nanoskalaens fysik. Vi gør det muligt at lave fysikforsøg i atomar skala –rent virtuelt.

Mens kunstfolket diskuterer videre om hvad avantgarden er i dag, har jeg altså fundet plads i mellem en flok nørder, der sidder med nøglen til fremtiden.

Efterkommentar
Jeg besøgte i sommer en veninde, som lige var blevet mor, moderen altså dansk og faderen fra Sydafrika. Det var sommer og smukt varmt vejr og babykiggeriet foregik med venner og familie i en idyllisk have med æbletræer og urtehave. Jeg havde min egen datter (på halvandet) med og nåede derfor ikke langt ind i dybe samtaler, da hun skulle holdes øje med. Alligevel nåede jeg en snak med min venindes far, der kom ned og satte sig hos Luna og jeg. En ingeniør, som sagde noget, jeg husker, måske fordi han udtrykte noget, som jeg selv ikke havde formuleret, men mente indholdt en sandhed. ”Jeg tror det vigtigste i dag er at kunne formidle”- sagde han. Jeg husker ikke sætningen før eller efter, men det handlede om, at verden i dag er fuld af information og en del af den er utilgængelig for de mange. Folk har mulighed for at tale med hinanden på tværs af lande og faggrupper og vidensniveauer, men de forstår ikke hinanden. Teknologien er et godt eksempel, tag bare det at forklare, hvad de laver på min arbejdsplads. Atomar skala simulation? Hvad er det?

Jeg tror han har ret. En populær forklaring på avantgardens projekt er også at man ønskede at forene kunst og liv. Kunsten skulle være en del af livet og ikke adskildt fra den. Jeg tror dette er et moderne projekt, der kan fortolkes igen og måske er formidling en kunst, der forbinder verdener, men om den er et projekt, som tilmed kan lykkes er svært at sige.

Tak for din sparsomme tid!

Er EU bygget på rådne græske oliven?

Jeg formår ikke at beskrive den totaloplevelse jeg har deltaget i nu til aften – fyldestgørende. Det ville svare til at forklare sammenhængen mellem EU og de græske guder. Titlen var “Eating and Reading: Yourgos Sapountzis” og var en en kunstevent på  Overgaden Institut for Samtidskunst.

Kunstner og græker – kan man så komme mere på røven? – Var jeg  tilbøjelig til at tænke! I sin udstilling Deus Ex Machina havde kunstneren da også valgt at bruge syltetøjsglas med rådne oliven, rødebeder og andet fordærvet halvkonserves,  som støtte eller fundament til et net af forbundne teltstænger. han havde dog været så publikumsvenlig at støbe låg af gips ovenpå, så vi blev sparet for lugten og kunne nøjes med at nyde synet af fordærv.

Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå? Køkkenmødding som billede på nuet set fra en fremtidig akæolog?

Rå De Stijl
Udstillingen var i bedste de Stijl- stil præget af farvestrålende lærredsklæder i lækre klare farver og skulpturene/instalationerne var Mondrian værdige. De konstruktioner, der  bar dem var i midlertid noget, der mindede om teltstænger, sat sammen med gaffatape . Jeg kom lidt i Roskilde-stemning. Måske også fordi udtrykket var så råt. I installationen tættest på kanalen var farvestrålende lærreder hæftet på blik (?) med hæfteklammer, men hvor man normalt ville folde stoffet ind under sig selv, havde Yorgos valgt at udstille sømrummet. En del af stofstykkerne var sat sammen til noget, der lignede noget man kunne lægge over en død person – eller måske et døende land, når f.eks. farverne var røde og gule, som det spanske flag?

Guddommelig middag
Ingen olie på lærred.Til gengæld masser af lærred på blik, som havde fået slag og billedskønne buler. Men hvor kommer “Deus Ex Machina”, den guddommelige indgriben ind i “billedet”? Måske netop der, hvor den græske kunstner inviterer offentligheden (et heldigt udvalg på 50 pax) til at spise en lækker treretters middag med vand og vin, ny kompositionsmusik af Øyvind Torvund  og oplæsning ved skuespilleren Peter Oliver Hansen – GRATIS.

Det var IKKE en middag i folkekøkkenet! Det var kastanjesuppe, noget kød, som jeg ikke fik præsentationen af, men jeg gætter på oksekød, serveret med græskar og tørrede bær i et mix der fik tænderne til at løbe i vand og maven til at blive fyldt. Inden vi får serveret og under middagen spiller 5 strygere, stående i en kreds med ryggen til publikum – og kun én har noder! De andre stirrer stift på kapelmesteren og spiller det bedste de har lært efter gehør!

Det lyder som vold mod en klassisk musiker både i abstrakt og bogstavelig forstand! Det er det modsatte af klassisk og det modsatte af at stryge, næsten, for det lød alligevel interessant og ikke uudholdeligt.

Under middagen startede så oplæsningen, og her var vi tilbage hos de græske guder, deres myter og deres behandling af menneskene. En barbarisk fortælling, som da også fik flere til at holde op med at tygge midt i hovedretten, da man fik historien om da en gud serverede sit barn for de andre guder (jeg må her beklage mine skræntende oldtidskundskaber). Til desserten var det historien om menneskets evige skyldfølelse, som forbindes med myten om oksen, der spiser en kage, der skulle være ofret til guderne. Yogurt panacotta med mynte, grøn te, honning og valnød, hvem kunne modstå fristelsen? Ikke jeg.

Guderne konverterer
Peter Oliver Hansen konverterede hele festmåltidet til en nadver, ved som en præst efter gudstjenesten, at gå rundt og give hånd og sige tak for i aften til hele selskabet.

Måske er titlen på udstillingen ment som et håb, eller råb til guderne om hjælp til Grækenland. I det moderne gudsforhold er guderne ligegyldige for menneskene, blev vi indledende belært. I min tolkning er  Gud erstattet af sådan nogen som Angela Merkel og de andre EU-bestyrere, der står med grækernes skæbne i deres hænder.

Det er jo tankevækkende, at et land, hvis historie er hele den vestlige verdens histories fundament, er endt i sølet. Hvordan kunne det gå så galt? Det er vist det jeg ikke kan forklare. Men tak for en fantastisk aften.

Til alle kaffeelskere

– Ja, så er man sikker på at ramme en bred målgruppe. Et kig i mit personlige arkiv af tekster fra før jeg blev blogskriver afslørede denne tekst, som afspejler den tilstand det medførte at flytte fra det solrige Valencia og udvekslingsopholdets drømmetid tilbage til fremtiden i det kolde Nord. Vi er helt tilbage i år 2005/6.

En cortado, tak!

Man kan bestille en cortado i Espressobaren i Det Kongelige Bibliotek i København. Det første sted jeg overhovedet har set, at man kan få cortado. (Jeg kommer for lidt på byens tapas-barer, indrømmet.) Den koster 28kr. Jeg har savnet cortado’en, og det var skønt at smage den igen, fordi den smager af min spanske version af ”Jeg holder af hverdagen.” Cortado = me gusta los días laborales. Cortado’en er koncentratet af at holde pause i Spanien. Her koster den max en euro. Den er hverdagens benzin. Morgenens sjus. Eftermiddagens opstrammer. Desserten i middagstimens sidste kvarter. Grunden til lige at tage en pause og en sludder. Den har kun lige den tilpasse mængde mælk, er let, men mavevenlig. Ikke morgenmadsagtig som cafe con leche, ikke aggressiv som en solo. Den er helt igennem spansk, uden et strejf af turisme, torros, gult og rødt, flamencoflæser, kastanjetter og andre feriefordomme. Den smager af travlhed, menneskemængder, bilos, cigaretrøg, hårdt arbejdende tjenere. Den giver ingen mening i København! Det undrer mig, at de har den, for den ejer ikke cappuccino’ens femininitet, au-lait’ens elegance. Den er nok nærmere en espressoens ukendte spanske fætter, hvis kvaliteter nok skal blive opdaget og komme på mode. Den svarer egentlig til den danske kop kaffe, i sin hverdagsagtighed, men den hører til i en anden, fjenrtliggende hverdagsrytme, en højere puls som espressoen deler. I København fryser den, er den ensom, har pladsangst og angst for stilhed, og desuden bliver den ikke en del af min hverdag så længe den koster 28kr, men måske et hemmeligt narkotikum for mig, der for en stund tager mig tilbage i mi vida diaria valenciana (min valencianske hverdag).

Tak for kaffe!

Fakta om cortado

En cortado (en klippet) er lavet på en sólo, den spanske udgave af espresso (læs om forskellen nedenfor) og med en del mælk uden skum, men ikke i nærheden af en café con leche.

Sólo vs. espresso

I Spanien laver man kaffe på espressomaskiner ligesom i Italien, men her hører lighederne også op. Den spanske version af espressoen hedder en café sólo (en ren kaffe eller “kun kaffe”) og den er ikke nær så stærk som den italienske. Jeg ved det med sikkerhed, fordi jeg ofte drak kaffe sammen med italienere i Spanien. De klagede sig over den “tynde” solo og sågar bad tjeneren tage koppen væk før det sidste vand, så den sidste kaffetår med den lidt lavere kaffekoncentration ikke kom med. Det lykkedes aldrig.

Om den københavnske espresso er espresso eller sólo må spaniere og italienere vurdere, hvis de har råd til at tage til København og drikke kaffe …

… men man kan ikke lave espresso om til sólo ved at hælde en ekstra espresso i, som jeg har været udsat for på visse caféer i København. Jeg stiller mig tilfreds med en cortado som er lavet på copenspresso med ikke for meget varm mælk (det skal siges at cortado med kold mælk også findes i Spanien) og uden skum. Men stop det der med en dobbelt espresso, forklædt som sólo – det holder mig vågen hele natten.

Indfør en udstillingsbøsse

Hvorfor var det lige jeg valgte at blive kandidat i Moderne Kultur og Kulturformidling? -spurgte jeg mig selv i dag. Jeg er nemlig ”klar til at stå på kaffebar”, som det næsten hedder i Shu-bi-duas den røde tråd, efter forgæves at have søgt lønnede job inden for mit fag uden held.

Som en verden uden børn
Hvorfor jeg valgte et fag, der handler om formidling af noget, der ikke er penge i, vil jeg gerne selv svare på, med et nyt spørgsmål: Hvad var verden uden kunsterne? Uden musikken, uden billeder, uden teater, uden dem, der viser os hvordan verden kunne se ud eller kommer til at se ud, dem der overrasker os, provokerer os, dem der ser verden på ny for os, for blot at nævne nogle få eksempler. Jeg håber læseren ikke har tabt mig. Jeg tror det ville være som en verden uden børn. Som den verden Jens Lien viser os med den norske film Den Brysomme Mannen:

En mand kommer i en himmel eller et helvede, som er et samfund, hvor han arbejder som regnskabsmedarbejder, hvor gaderne er rene og hvor man taler om boligindretning i pauserne, men hvor man ikke rigtig kan føle noget. Øllerne bliver man ikke fuld af, maden smager ikke af noget og sex er en mærkelig form for parvis gymnastik. Eller forestil dig at leve i Saudi Arabien, hvor det er forbudt at se film!

Indfør udstillingsbøssen
Jeg har uddannet mig til formidler, fordi jeg er vild med kunst og kultur. Men det har til alle tider været dumt at tro man blev rig af at beskæftige sig med kunst. Kulturbranchen er ligesom filmbranchen en masse ildsjæle om meget få penge og nogle enkle stjerner, der tjener noget. De fleste arbejder for at være med, for CV’et og i håbet om at blive dygtig nok eller blive opdaget – men først og fremmest, fordi de er vilde med det. Billedkunstnerne er åbenbart de mest håbefulde af os alle. Her kommer derfor et konkret forslag til dem. Gå sammen og indfør en ”kirkebøsse” på udstillingerne til drikkepenge. Man kunne eventuelt ved siden af denne opslå kunstnerens budget, så man kan se om kunstneren har et stort underskud eller overskud. Eller man kunne skrive, hvor stor en procentdel af entreen, der går til kunstneren – som oftest 0%. På denne måde kan man gøre de besøgene opmærksomme på problemet og hjælpe til at udrydde myten om, at kunstenere tjener kassen.

Løsning på krise garanteret inden 7 dage!

‘Mange har det værre, men de tager det lettere’. Sådan stod der på en reklame-lighter fra den café jeg arbejdede på i Schweiz for ca. 11 år siden. Sådan kan vi danskere sige til os selv, når vi taler om krise.

De lande vi normalt sammenligner os med
Selvfølgelig ved vi alle, at det står langt værre til i Somalia, Burma og andre u-lande, men det er jo ikke disse steder vi normalt sammenligner os med.

Nu befinder jeg mig ca. over Schweiz i flyet fra Barcelona – og Spanien er vel et land vi normalt sammenligner os med? Arbejdsløsheden her er større end hjemme, og det mærker man. Desuden er den mere raceopdelt.

På lur bag klapvognen
På stranden i Barcelona er man vant til uautoriserede sælgere af cola, øl og vand. De går frem og tilbage med deres plasticposer med is og drikkevarer. Jeg havde ikke tænkt på, at det var ulovligt før jeg vågnede fra en lur ved at nogen sad meget tæt på os. Jeg kiggede os på en indisk udseende fyr som sad med sin pose ved vores klapvogn. Jeg mumlede et ‘qué haces?’/Hvad laver du? Fyren sagde ‘las latas’  ‘la policía’. Dåserne, politiet! Jeg kiggede op mod vejen og så en politibil køre langsomt forbi. Den pakistanske delegation af drinkssælgere brugte vores børnefamilieudstyrsbunke til at gemme sig bag.

Massaaaage!
Lige da vi ankom til stranden blev vi mødt af en kinesisk kvinde, der ville sælge massage. Måske virkede jeg et øjeblik som om jeg overvejede, for jeg havde faktisk lidt ondt i ryggen, og hun ville næsten ikke gå igen selvom vi sagde nej tak.

Senere, længere henne af stranden accepterede jeg så tilbuddet fra en anden kineserkvinde, men straks var den første på pletten og gav sig til at skændes med den heldige på kinesisk. Jeg tror, hun mente, at hun havde førsteret, fordi hun havde set os først, men jeg foretrak den anden, fordi hun virkede mindre aggressiv. Massagen for 5 euro var kortvarig.

Bestyrerne af parasol- og liggestolsudlejningen var afrikanere eller af afrikansk oprindelse og var nok strandens eneste lovlige sælgere.

Der er selvfølgelig også alle musikanterne på gader, i metroen og på pladser, hvor man forsøger at nyde sin mad eller øl. Kvaliteten var ofte så lav at jeg spekulerede på om de spillede for min fornøjelse eller deres simple forretnings skyld. I kender også de evige rose-sælgere og legetøjssælgere, som står midt i byen og demonstrerer den nyeste dille, som ens børn straks falder for. Luna på 5 måneder var gammel nok til at fascineres af en selvlysende dims der blev skudt op i luften, men den købte jeg altså heller ikke.

En kamp om peanuts
Fælles for disse sælgere er at de sælger en vare for småpenge, som turrister velvilligt betaler, hvis de da ellers ønsker varen – bare en lille smule, som nu mig med massagen. Jeg tror til gengæld, at mange betaler musikanterne af ren medlidenhed.

En der virkelig kan noget
Men hjælpen er på vej til spanierne, det opdagede jeg, da jeg ledte efter et buskort i min taske og fandt den seddel som en fyr stak mig i hånden på gaden en uge tidligere. Se billedet ovenfor. Han påstår at kunne løse alle tænkelige problemer uanset, hvor vanskelige de er og forholder sig meget frit til tegnsætning. Således tilbyder han at kurere seksuel impotens og arbejdsløshed i samme sætning. Her hele teksten:

Mesterseer (måske spåmand) LCOMANE

Løser problemer uanset hvor vanskelige de måtte være.

Specialist i kærlighed.

Øjebliklig tilbagevenden til parforhold. Tiltrækning af kunder, handel, fjernelse af øjensmerter, seksuel impotens at kunne finde arbejde, eksamener, held i spil, sport, beskyttelse, helbred, retfærdighed, fjender, alkohol, familiere problemer, vent ikke længere ring til mig med et hvert problem.

Arbejdet udføres hjemmefra, forskydning mulig ((bidrag gerne med en bedre oversættelse!))
Hurtige resultater og garanteret inden for 7 dage. Arbejdet først og derefter betale.

Telefon: 672 774 368.

Hvorfor har jeg mon ikke ringet til ham endnu?